Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klørtang

Oprindelig forfatter PMP Seneste forfatter sthornval

Klørtang. Tv. blæretang, i midten lav klørtang og th. savtang med det groft takkede løv.

Klørtang. Tv. blæretang, i midten lav klørtang og th. savtang med det groft takkede løv.

klørtang, Fucus, marin brunalgeslægt med fire arter i danske farvande. Planterne er flerårige og mellem 15 cm og 60 cm lange. De forekommer på sten i fjæren og i den øverste del af den vanddækkede zone på steder, som ikke er udsat for ekstremt bølgeslag.

I Kattegat forekommer arterne på kysten i et karakteristisk forløb, som afspejler deres forskellige evne til at regenerere fotosynteseapparatet efter udtørring samt deres indbyrdes konkurrence; se også kyst. Øverst vokser lav klørtang, Fucus spiralis, som mangler flydeblærer. Dernæst følger blæretang, F. vesiculosus, og til sidst kommer savtang, F. serratus. Langfrugtet klørtang, F. evanescens, er en nordlig art, som er indvandret til Danmark ca. 1948. Den har smalt løv, mangler blærer og vokser i dybder fra 0 til 2 m. Alle Fucus-arter har kønnet formering med ægbefrugtning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Møller Pedersen: klørtang i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107405