Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Julius von Sachs

Oprindelig forfatter FrFl Seneste forfatter Redaktionen

Julius von Sachs, 1832-1897, tysk plantefysiolog; fra 1869 professor ved universitetet i Würzburg. Sachs fremstår som en af 1800-t.s betydeligste plantefysiologer, og hans banebrydende, eksperimentelle arbejde skaffede ham mange elever, bl.a. Francis Darwin (1848-1925, søn af Charles Darwin), W.F. Pfeffer og fra Danmark Rasmus Pedersen (1840-1905), der fik indført plantefysiologi som lærefag ved Københavns Universitet. For at studere planters næringsbehov fandt Sachs på at dyrke planter i kunstige næringsvæsker. Rødder studerede han i glaskasser med jord, og til at studere planternes gravitropisme, dvs. planters lodrette vækst mod tyngdekraften, konstruerede han et urværk, klinostat, som drejede planterne, så de blev alsidigt påvirket. Han forudså desuden, at planternes vækst er styret af plantehormoner. Af betydelige værker kan nævnes Handbuch der Experimentel-Physiologie der Pflanzen (1865), Lehrbuch der Botanik (1868) og Geschichte der Botanik vom 16. Jahrhundert bis 1860 (1875).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Franz Floto: Julius von Sachs i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154247