Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eug. Warming

Oprindelig forfatter IbFri Seneste forfatter Redaktionen

Eugenius Warming. Dette maleri viser Warming som engageret forelæser i auditoriet på Botanisk Laboratorium, Københavns Universitet med spritpræparater af palmer på katederet og en tavle af et levermos på væggen. Warming var en storartet igangsætter og universitetslærer, der fortsatte med at holde forelæsninger og ekskursioner til sine sidste år. Hans værdsatte lærebøger i botanik er udkommet i moderniserede udgaver helt frem til 1960'erne. Maleriet er malet til Carlsberglaboratoriet af Knud Larsen i 1915 efter Warmings hverv som formand.

Eug. Warming, Eugenius Warming, 1841-1924, dansk botaniker, professor i botanik ved Stockholms universitet 1882-85 og ved Københavns Universitet 1886-1911. Warming rejste som student til Brasilien, hvor han 1865-68 var sekretær for P.W. Lund og studerede camposvegetationen.

Warmings disputats fra 1871 viste en ny facet af hans forskning, sammenlignende evolutionsstudier. I kombination med hans store kendskab til planternes formrigdom ledte disse studier til Haandbog i den systematiske Botanik (1879), der er oversat til flere sprog. Afsnittet om de højere planter blev senere udskilt som Frøplanterne (1912). Også til planteanatomi og botanisk embryologi leverede han vigtige bidrag.

Warmings hovedindsats er dog hans studier af plantesamfund og botanisk økologi, begge begreber, han var med til at definere. Hovedværket Plantesamfund. Grundtræk af den økologiske Plantegeografi (1895) blev oversat til adskillige sprog. Andre arbejder omhandlede Grønlands planteliv (Om Grønlands Vegetation, 1888), økologiske forhold på Brasiliens campos (Lagoa Santa, 1892) og en række danske vegetationstyper, Strandvegetationen (1906), Klitterne (1909) og Skovene (1919). Disse studier ledte Warming til forståelse for vigtigheden af naturfredning, der i Danmark blev lovfæstet i 1917.

Annonce

Warming havde sideløbende med sin omfattende videnskabelige forskning en række tillidsposter, bl.a. medlemskab af Carlsbergfondets direktion 1889-1920.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Friis: Eug. Warming i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181978