• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

el

Oprindelige forfattere EWor, IbFri og Vedel Seneste forfatter Redaktionen

El. Rødel (Alnus glutinosa). Tv. gren med gamle, forveddede hunrakler og røde bladknopper, i spidsen hænger gule, blomstrende hanrakler, og øverst sidder små, røde hunblomster. Th. ses nederst hunblomster med røde støvfang, ovenover hanblomst med brunt rakleskæl, grønne blosterblade og gule støvknapper. I midten en gren med grønne hanrakler og runde hunrakler. Th. for denne en nød, der er vinget og kan flyde.

El. Rødel (Alnus glutinosa). Tv. gren med gamle, forveddede hunrakler og røde bladknopper, i spidsen hænger gule, blomstrende hanrakler, og øverst sidder små, røde hunblomster. Th. ses nederst hunblomster med røde støvfang, ovenover hanblomst med brunt rakleskæl, grønne blosterblade og gule støvknapper. I midten en gren med grønne hanrakler og runde hunrakler. Th. for denne en nød, der er vinget og kan flyde.

el, Alnus, slægt med ca. 35 arter i birkefamilien; udbredt i de tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, men forekommer også i Andesbjergene så langt mod syd som Argentina.

Alle arterne er løvfældende træer med spredte, ægformede blade med savtakket rand. De stilkede knopper har få knopskæl. Blomsterne sidder i rakler, hvis skæl er dannet af fem sammenvoksede støtteblade. Hanraklerne har på hvert rakleskæl tre blomster, hver med fire skælagtige blosterblade og et tilsvarende antal støvbærere. Hunraklernes blomster mangler blostre og sidder parvis på rakleskællene. De to vinger, der senere fungerer som flyvevinger for den modne frugt, udvikles tidligt på frugtanlæggene. Hunraklerne anlægges året før blomstringen og forvedder under frugtmodningen. De bliver ofte på træet i flere år efter blomstringen.

El. Gren med hunrakler af rødel (Alnus grutinosa).

El. Gren med hunrakler af rødel (Alnus grutinosa).

Vildtvoksende i Danmark er kun rødel, Alnus glutinosus, der findes på fugtige steder i skove, i ellesumpe og langs søer og vandløb, og som indvandrede i slutningen af Borealtid for ca. 9000 år siden. Hvis hovedstammen knækker eller fældes, danner rødel let stubskud: De nye stammer sender rødder ned omkring den gamle stub, der formulder, så det flerstammede træ ser ud, som om det står på "stylter". El lever i symbiose med bakterier, som findes i rodknoldene. Bakterierne kan omdanne luftens nitrogen til kvælstofholdige forbindelser, som planten kan udnytte. Rødel er almindelig over hele landet, undtagen i Vestjylland. Desuden plantes grønel, Alnus viridis, bl.a. i hegn i Vestjylland, samt gråel, Alnus incana, også kaldet hvidel. Grønel vokser vildt i Mellemeuropas bjerge, og gråel er vidt udbredt i skove både nord og syd for Danmark.

Annonce

Skovbrug

Bevoksninger af rødel i ellesumpe drives som stævningsskov. Veddet hos rødel får straks efter fældning en teglstensrød farve, der forsvinder ved tørring. Veddet anvendes til fremstilling af mindre trægenstande, fx garnspoler og træskobunde, og som brænde, blandt andet til silderøgning. Det var tidligere af langt større betydning, idet man af elleved brændte trækul, som indgik i fremstillingen af sortkrudt. Gråel er indført til Danmark ca. 1765 og anvendes ligesom rødel til forkultur og som ammetræ.

Elleskov

Rødel er hovedtræart i naturlig sumpskov på iltrig bund ved vandløb og søer, i vældmoser og på plastisk ler. I sumpskoven kan desuden indgå ask, hæg, hindbær, vild ribs og solbær. Visse steder forekommer eg som overstandere i ellestævningsskov. El er et lystræ, og på våd, næringsrig bund er elleskovens urteflora det artsrigeste plantesamfund i Danmark. Den mest udbredte urt er hvid anemone. De øvrige hovedarter er stor nælde, burresnerre og almindelig bingelurt. Visse steder er almindelig mjødurt og stinkende storkenæb fremherskende. Af sjældnere planter kan nævnes kranskonval, mosevintergrøn og i Jylland aksrapunsel. Mange åbne enge er opstået, hvor man har ryddet elleskov. De vokser ofte til igen med rødel, hvis man opgiver dyrkning eller afgræsning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eiler Worsøe, Ib Friis, Helge Vedel: el i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69486