• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gøgeurt

Oprindelige forfattere FNyR og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Gøgeurt. Majgøgeurt, Dactylorhiza majalis, med de karakteristiske gøgepletter på bladene kan optræde talrigt på kalk- og næringsrige enge. Planten kan blive 20-60 cm høj. Arten er udbredt fra de nordlige dele af Middelhavslandene til Skåne og Danmark, hvor den er kendt fra næsten hele landet. Den rødviolette blomst (øverst tv.) besøges især af humlebier, der lander på den brede læbe (tv. i midten). Fra rodknolden (nederst tv.) kan afsnøres nye knolde, der giver ophav til nye planter. Th. en tør frugtstand, som den ser ud sidst på efteråret.

gøgeurt, arter af slægterne Orchis, Dactylorhiza og Neotinea i orkidéfamilien. Det er jordboende orkidéer med stivelsesholdige rodknolde, der i bl.a. Tyrkiet anvendes til fremstilling af salep. I begge slægter findes arter med mørke pletter på bladene, der kan minde om gøgens fjerdragt. Blomsterne sidder i endestillede, oprette aks, der ofte indeholder mange rødlige eller lyst gullige blomster. Blomstens læbe er bagtil forsynet med en spore. I Danmark er samtlige vildtvoksende arter af gøgeurt fredede i lighed med alle de øvrige danske orkidéer.

Orchis omfatter ca. 25 arter udbredt i Europa og tempererede dele af Asien. Sædvanligvis kan der på hver plante ses to knolde: en mørk og henvisnende knold, hvis næring er brugt på dette års skud, og en lysere, mere fast knold under opbygning. Rodknoldene har givet slægten navn (gr. orchis 'testikel'), og ifølge folketroen stimulerer den friske knold kønsdriften, mens den gamle, runkne knold har den modsatte virkning. Fem arter kendes i Danmark. Tyndakset gøgeurt (Orchis mascula) findes hist og her i muldrige skove. Blomsterne af den meget sjældne stor gøgeurt (O. purpurea) bliver op til 2 cm på længste led.

I slægten Dactylorhiza, der har ca. 30 arter udbredt fra Europa til tempereret Asien og Alaska, er rodknoldene i spidsen opdelt i fingerformede afsnit. I Danmark er der fundet syv arter. Majgøgeurt (Dactylorhiza majalis), hyldegøgeurt (Dactylorhiza sambucina) og kødfarvet gøgeurt (D. incarnata) findes på naturligt næringsrige enge, men er i stærk tilbagegang pga. voksestedernes forsvinden.

Slægten Neotinea har fire arter, der er udbredt over store dele af Europa og Nordafrika. I Danmark findes kun bakkegøgeurt (N. ustulata), der tidligere har været regnet til slægten Orchis.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Nygaard Rasmussen, Lars Serritslev: gøgeurt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87636