Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Agave

Oprindelige forfattere IbFri, JNJ og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Agaver mellem får i Guatemala.

Agaver mellem får i Guatemala.

Agave, agave, slægt med ca. 300 arter i Agavoideae-underfamilien i aspargesfamilien. De fandtes oprindelig i det sydlige USA og tropisk Mellem- og Sydamerika i egne med tørt og varmt klima, men er blevet indført til mange lande, fx er almindelig agave, Agave americana, i dag en iøjnefaldende del af Middelhavslandenes flora.

Bladene er kødfulde, meget stive og fiberholdige. Blomstringen finder først sted efter mange år; på få uger dannes den 2-8 m høje blomsterstand med mange sidegrene og hvide eller gule blomster. Blomsterne bestøves i Amerika af flagermus, men omkring Middelhavet bliver de besøgt af bier og gråspurve.

Ordet Agave kommer af græsk agauos 'ædel, prægtig'.

Plantage med sisalagave i Kenya.

Plantage med sisalagave i Kenya.

Mange agaver er nytteplanter, fx udvindes sisalfibre af bladene fra sisalagave, A. sisaleana. Hvis den almindelige agaves blomsterstand afskæres, kan saften opsamles og gæres til en alkoholisk drik, pulque, som kan destilleres til agavebrændevin (mescal eller tequila).

Annonce

Agaver dyrkes som stueplanter i grusholdig jord, bl.a. almindelig agave, A. americana, og trådagaven, A. filifera, som har smalle blade, der trevler op i randen, så den ser ud, som om den er spundet ind.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Friis, J. Nilaus Jensen, Lars Serritslev: Agave i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 3. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33957