Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

type

Oprindelige forfattere AStr og UHv Seneste forfatter Redaktionen

type, (af gr. typos 'slag, præg', se -typi), term, der anvendes inden for mange fag om en repræsentant for et antal eksemplarer med de væsentlige egenskaber, som er fælles for disse.

Biologi

Inden for biologisk systematik er den nomenklatoriske type det element, hvortil navnet for et taxon (art, slægt etc.) er knyttet. Typen for en art er sædvanligvis et opbevaret museumseksemplar, som blev studeret af den person, der først beskrev arten. Typebegrebet går tilbage til midt i 1800-t. og betød en præcisering af fremgangsmåden for den videnskabelige navngivning. I ældre litteratur er det almindeligt, at beskrivelse af fx en ny art blev baseret på flere indsamlinger, uden at nogen blev direkte udpeget som type. Efter nyere opfattelse kan de måske repræsentere flere forskellige arter, og for navngivningen er det da væsentligt, at ét af originaleksemplarerne udpeges til type, såkaldt lektotype. Brugen af typeeksemplarer til at stabilisere navngivningen er en af grundene til, at gamle naturhistoriske samlinger ofte har bestående videnskabelig værdi.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Ulrik Hvilshøj: type i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175611