Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alger

Oprindelige forfattere AaKri, HeNi og JKri Seneste forfatter Redaktionen

Alger. Gulalgen  Dinobryon; en kolonidannende flagellat, hvor hver celle sidder i et hus. Mikrofotografi.

Alger. Gulalgen Dinobryon; en kolonidannende flagellat, hvor hver celle sidder i et hus. Mikrofotografi.

alger, fællesbetegnelse for flere vidt forskellige grupper af organismer, hvoraf de fleste kan udføre fotosyntese. I størrelse varierer de fra mikroskopiske, encellede former til meterlange, flercellede tangplanter. Der kendes cmåske mere end 70.000 arter. Alger findes stort set overalt i naturen, men de fleste lever i fersk- eller saltvand, hvor de er et vigtigt led i økosystemerne. Mange er desuden af betydning for mennesket, både i positiv og negativ henseende.

Alger er ikke en naturlig systematisk gruppe og er derfor svære at definere entydigt. Tidligere blev de ofte betegnet som thallofytter, der kan udføre fotosyntese, men mange former uden klorofyl blev også medregnet pga. deres lighed med de farvede former. I dag ved vi, at nogle alger er nært beslægtede med protozoer og andre med visse svampe. Derfor henregnes alle eller mange af de eukaryote alger, dvs. dem med cellekerne, nu til protister, et rige der går på tværs af de gamle dyre- og planteriger. Cyanobakterier blev tidligere kaldt blågrønalger.

Annonce

Foruden klorofyl a, som er ansvarlig for fotosyntesen, indeholder alger flere farvestoffer end nogen anden plantegruppe. Der findes grønne klorofyler, gule carotenoider og undertiden røde eller blå phycobiliproteiner, som opfanger sollys af forskellige bølgelængder og videregiver lysenergien til klorofyl a. Hos de eukaryote alger findes farvestofferne i særlige cellestrukturer, kloroplaster. Sammensætningen og mængden af farvestoffer bestemmer algens farve, som ofte har givet navn til de forskellige grupper (rødalger, brunalger etc.). Der er en rigdom af morfologiske typer fra enkeltceller over kolonier til flercellede, ofte kompliceret byggede planter, der kan have form som tråde, blade eller skorper. En del alger kan bevæge sig; nogle kryber ved at udskille slim, mens andre er forsynet med svingtråde (flageller). Mange alger har formeringsceller med svingtråde. De mindste alger er på størrelse med bakterier (1 μm); den største, brunalgen Macrocystis, bliver ca. 60 m lang.

Alger. Større saltvandsplanter kaldes tang, dvs. visse blomsterplanter som fx ålegræs samt rød-, brun- og grønalger. A. Rødalgen carrageentang, Chondrus crispus, findes på lavt vand. Dens løv er op til 15 cm højt og indeholder carrageenan, der bl.a. anvendes som fortykningsmiddel. B. Almindelig rødtråd, Ceramium rubrum, er også en rødalge og vokser på sten og andre alger; den bliver ca. 20 cm. C. Søsalat, Ulva lactuca, består af en bladplade, der er to cellelag tyk og kan blive op til 20 cm høj på fastsiddende eksemplarer; løstliggende søsalat kan blive betydelig større. D. Tarmrørhinde, Enteromorpha intestinalis, er ligesom søsalat en grønalge. Dens rør dannes af en bladplade, der kun er ét cellelag tyk. Den er almindelig på sten, bolværk og skibe og sidder omkring vandlinjen. E. Brunalgen sukkertang, Laminaria saccharina, kan have en bladplade på op til 3 m og sidder fasthæftet på sten. På tørrede alger ses den sødtsmagende sukkeralkohol mannitol som et hvidt pulver på overfladen.

Alger. Større saltvandsplanter kaldes tang, dvs. visse blomsterplanter som fx ålegræs samt rød-, brun- og grønalger. A. Rødalgen carrageentang, Chondrus crispus, findes på lavt vand. Dens løv er op til 15 cm højt og indeholder carrageenan, der bl.a. anvendes som fortykningsmiddel. B. Almindelig rødtråd, Ceramium rubrum, er også en rødalge og vokser på sten og andre alger; den bliver ca. 20 cm. C. Søsalat, Ulva lactuca, består af en bladplade, der er to cellelag tyk og kan blive op til 20 cm høj på fastsiddende eksemplarer; løstliggende søsalat kan blive betydelig større. D. Tarmrørhinde, Enteromorpha intestinalis, er ligesom søsalat en grønalge. Dens rør dannes af en bladplade, der kun er ét cellelag tyk. Den er almindelig på sten, bolværk og skibe og sidder omkring vandlinjen. E. Brunalgen sukkertang, Laminaria saccharina, kan have en bladplade på op til 3 m og sidder fasthæftet på sten. På tørrede alger ses den sødtsmagende sukkeralkohol mannitol som et hvidt pulver på overfladen.

Ernæring

Mange alger er fotoautotrofe, dvs. de kan opbygge deres cellemateriale alene ud fra lys, kuldioxid og uorganiske næringssalte; en del behøver dog også vitaminer. De farveløse alger er heterotrofe, dvs. de kræver organisk stof for at kunne vokse; det organiske stof optages enten i opløst form (osmotrofi) eller som partikler (fagotrofi), evt. begge dele. En blanding af auto- og heterotrof levevis (mixotrofi) kendes hos en del flagellater.

Formering

Alger formerer sig på et væld af forskellige måder, både kønnet og ukønnet; i visse grupper, fx øjealger, er kønnet formering dog ukendt. Den ukønnede formering kan ske ved en opdeling (fragmentering) af algen, hvorefter delene vokser op til nye alger. Oftere dannes dog sporer; nogle er ubevægelige (aplanosporer, autosporer), andre har svingtråde (zoosporer). Den kønnede formering sker hos nogle alger ved fusion af to ens udseende kønsceller (gameter), der enten er af samme eller forskellig størrelse (hhv. isogami og anisogami). Hos andre alger sker fusionen mellem en ubevægelig ægcelle og en svingtrådsbærende, hanlig gamet, et spermatozoid (oogami). I forbindelse med kønnet formering sker der et skifte mellem to kernefaser; en haploid (med ét sæt kromosomer) og en diploid (med to sæt kromosomer). Tre typer af livshistorier er repræsenteret hos alger, afhængigt af, hvilken kernefase individerne har; hos nogle er de haploide (fx hos mange grønalger), hos andre er de diploide (fx hos kiselalger). Atter andre har et generationsskifte mellem haploide, kønnede individer og diploide, ukønnede individer; dette gælder bl.a. mange brunalger. De fleste rødalger har hele tre generationer, der afløser hinanden i en fast livscyklus.

Systematik

Algers inddeling i større grupper, divisioner, sker på basis af deres fotosyntese-farvestoffer (phycobiliproteiner, klorofyl b og c) samt detaljer i svingtrådenes og kloroplasternes opbygning — detaljer, der kun er synlige i elektronmikroskop. På lavere systematiske niveauer anvendes cellernes oplagsstoffer og carotenoider, cellevæggenes bygning samt algernes morfologi og livshistorier. Den nuværende opfattelse af algers evolution bygger på, at kloroplasterne stammer fra forskellige pro- eller eukaryote alger, der blev optaget i farveløse eukaryoter, hvor de indgik i en symbiose (samliv) med værten (endosymbiont-hypotesen).

Forekomst

De fleste alger lever i havet, søer, damme eller vandløb. Planteplankton består hovedsagelig af mikroskopiske alger, der mængdemæssigt er de vigtigste producenter af organisk stof og ilt på jordkloden. Masseforekomst af planktonalger kan farve vandet så kraftigt, at fænomener som vandblomst, red tide og Blutsee opstår. Andre vandlevende mikroalger er bentiske, det vil sige, at de er knyttet til sten, planter eller sedimenter.

Mikroalger findes også uden for de vandige miljøer. Nogle er luft-, jord- eller isalger, andre lever på ekstreme steder som varme kilder og sne; i løbet af sommeren kan sne på højtliggende steder farves rød af grønalgen Chlamydomonas nivalis. En del lever i symbiose med andre organismer; laver består af cyanobakterier eller grønalger i symbiose med en svamp; zoochloreller er encellede grønalger, der lever inden i visse protozoer; zooxantheller er encellede gulbrune alger (oftest dinoflagellater), der bl.a. lever i symbiose med koralpolypper og spiller en afgørende rolle for dannelsen af koralrev.

Mange større alger, makroalger, vokser på sten eller klipper, andre er fæstet i sedimentet. Hovedparten findes i havet, hvor de største og mest iøjnefaldende kaldes tang. Langs kysterne danner makroalger ofte tydelige vegetationszoner, hvor arterne fordeler sig, bl.a. efter deres evne til at tåle udtørring. I Danmark findes de artsrigeste zoner i Kattegat, hvor en relativ høj saltholdighed er kombineret med stenbund eller stenmoler. Algerne vokser her ned til omkring 40 m dybde, mens de i klare tropiske have er fundet helt nede på ca. 270 m dybde.

Nyttealger

Mange produkter fra vor dagligdag indeholder stoffer, der stammer fra makroalger. Fra rød- og brunalger udvindes agar, carrageenan og alginater, der bl.a. bruges som fortykningsmiddel i fødevarer. Flere rød-, brun- og grønalger indgår i den daglige kost i store dele af Østasien og kan også købes i danske butikker. I Europa bruges brunalger af og til som dyrefoder og gødningsmiddel.

Blandt mikroalger anvendes grønalgen Chlorella fx i plantefysiologisk forskning og rumfartsforskning. Både Chlorella og cyanobakterien Spirulina dyrkes industrielt som en potentiel proteinkilde for mennesker og dyr i den tredje verden. Økonomiske og tekniske problemer gør dog, at det meste af produktionen anvendes til helsekost. En del planktiske kisel-, stilk- og grønalger dyrkes som foder for fiske-, muslinge- og rejeyngel i akvakulturer. Fossile kiselalger findes aflejret som kiselgur (diatomit), der bruges til produktion af filtre, slibemidler og dynamit. Det danske moler, en lerholdig kiselgur, anvendes bl.a. til isoleringsmateriale og kattegrus.

Levende og fossile mikroalger i ferskvand anvendes i stigende grad som miljøindikatorer pga. arternes forskellige krav til fx surhedsgrad, fosfatindhold, saltholdighed og temperatur. Ved undersøgelse af fossile kisel- og gulalger i søaflejringer er det således muligt at påvise fx klimatiske miljøændringer mere end 10.000 år tilbage i tiden.

Skadelige alger

Negative effekter af alger opstår primært ved masseforekomst af de arter, der danner giftstoffer (toksiner). Hovedparten af de marine, giftige alger er dinoflagellater, der kan forårsage skaldyrsforgiftning hos mennesker, gøre spisefisk giftige (ciguatera) eller være årsag til fiskedød, ofte med omfattende økonomiske konsekvenser, se algeopblomstring. Mindst syv giftige arter af dinoflagellater findes i danske farvande. En slægt af stilkalger er kendt som årsag til fiskedød i brakvand over hele verden; en anden dræbte i 1989 både fisk, invertebrater og andre alger i store dele af det nordlige Kattegat og Skagerrak. I Canada konstateredes i 1987 en ny form for skaldyrsforgiftning, der skyldes en art af kiselalgen Pseudon Nitzschia, som også findes i Danmark.

Masseforekomst af planktonalger kan resultere i iltsvind og derved forvolde skade på dyrelivet, uden at giftstoffer er involveret. Iltsvindet opstår ved øget iltforbrug, enten som følge af de levende algers ånding om natten eller pga. bakteriel nedbrydning af døde algeceller. Masseforekomst af bentiske alger som fx ophobning af fedtmøg langs kysterne er både til gene for badelivet og kan endvidere forårsage iltmangel til skade for bunddyr og fisk. Kraftig algevækst på skibe (biofouling) sænker sejlhastigheden, hvilket medfører øget forbrug af brændstof. Problemer af mere æstetisk art opstår ved kraftig vækst af grønne luftalger, der specielt i fugtige perioder danner overtræk på mure, træværk o.l.

De negative effekter af alger, som formentlig for en stor del er menneskeskabte pga. øget tilførsel af næringsstoffer, har i de senere år været genstand for større opmærksomhed end algers nytteværdi og deres vigtige økologiske rolle i biosfæren gennem mere end 1,5 mia. år.

Endolitiske alger

Visse alger lever inde mellem kornene i sten og klipper. Sådanne endolitiske alger spiller især en stor rolle i antarktiske ørkener, hvor der pga. de barske klimaforhold næsten intet andet liv er. Her findes en zone med forskellige blågrønalger (både kugleformede og trådformede) sammen med bakterier og likener et par millimeter inde under sandstensklippernes overflade. Deres respiration og fotosyntese er næppe målelig, og de fremkalder en karakteristisk afskalning af klippeoverfladen. De antarktiske egne frembyder den nærmeste jordiske analogi til forholdene på Mars, og det er foreslået, at man ved fremtidige Mars-missioner holder øje med sådanne forvitringsfænomener, som kunne tyde på nutidigt eller fossilt endolitisk liv. Endolitiske blågrønalger findes også i sprækker på antikke marmormonumenter, hvor de medvirker til at fremskynde forvitringen.

Spiselige alger

Tang, dvs. de store havalger, vides at have været spist i kystegne af Kina siden ca. 850 f.Kr., og på Island kendes de fra sagaerne, fx søl (se rødalger). I dag spises på verdensbasis ca. 160 forskellige arter af havalger, ca. 80 rødalger, ca. 55 brunalger og ca. 25 grønalger. En særlig populær spise er sushi nori, der stammer fra Japan.

Havalgerne indeholder 80-90% vand. Tørstofindholdet har en lav kalorieværdi og et stort indhold af mineraler og salte. De er rige på grundstoffer samt klorider, fosfater, sulfater og sporstoffer (jod, brom, aluminium, arsen, mangan, kobber, molybdæn, zink mfl.). Jod opkoncentreres i havalgerne, og de store brunalger, bladtang og wakame, spises eller sælges bl.a. som kelp-salt. Havalgerne er rige på vitaminer, specielt C-vitamin, som findes i samme mængde som i citroner hos fx purpurhinde, søsalat og vingetang. Der er også fundet andre vitaminer i alger, fx A, D, B, B1 og B12, E, riboflavin, niacin og pantotensyre. Proteinindholdet udgør ca. 4-25% af tørvægten. Men cellevæggene, der indeholder ca. 40-50 % kulhydrat, er ufordøjelige, og derfor er den ernæringsmæssige værdi af havalger ikke stor, men de kunne i den vestlige verden fungere som slaggekost og erstatte noget af den kalorieholdige føde. Derimod anvendes udtræk af cellevæggenes kulhydrater industrielt, se agar, alginater, carrageenan og phycocolloider. Kun tre tropiske arter af havalger vides at være giftige (- blågrønalger, der undertiden kan være meget giftige, er ikke alger, men hører til gruppen cyanobakterier).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aase Kristiansen, Helle Nielsen, Jørgen Kristiansen: alger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35757