Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sojabønne

Oprindelige forfattere HJSP, IvN, JFak og KOE Seneste forfatter Redaktionen

Sojabønne.

Sojabønne.

sojabønne, Glycine max, 25-30 cm høj, enårig plante i ærteblomstfamilien, der især dyrkes i USA, Argentina, Brasilien og Kina. Oprindelsen af den dyrkede sojabønne er usikker, men to vilde arter er hjemmehørende i Østasien. Det er en varmekrævende, frostfølsom, opret plante med hvide til lyslilla blomster, brunligt hårede, trekoblede blade og små bælge.

Sojabønnefrø indeholder op mod 40 % protein med en aminosyresammensætning, der er meget nær den, som findes i animalsk protein. Det er en billig proteinkilde, og sojabønnen er den vigtigste bælgplante på verdensplan. Den anvendes i form af flere forskellige produkter, i Asien især som menneskeføde, i Vesten primært som dyrefoder.

Ordet soja kommer via nederlandsk fra japansk shōyu, af kinesisk jiang you, af jiang 'sojasovs' og you 'olie'.

De tørrede, røde eller sorte, udblødte og kogte frø spises naturel i østasiatiske retter, og sojabønner er udgangsprodukt for vigtige ingredienser i japansk, kinesisk og vietnamesisk køkken, fx sojamælk, der kan anvendes som erstatning for komælk, tofu og de gærede produkter miso og soja. Spirede sojabønner, bønnespirer, er en populær salatgrøntsag også i Vesten.

Annonce

Soja

Soja er en mørkebrun, krydret og salt væske, der anvendes som krydderi i saucer, supper, risretter m.m. Soja stammer fra Kina og Japan og fremstilles af sojabønner og ris eller korn, fx ris eller hvede, der gærer i saltvand i op til 1/2-1 år, evt. længere. Den gærede masse, miso, presses, og saften indkoges til soja. Se også fermentering (levnedsmiddelvidenskab).

Sojaolie

Sojabønne. ØKs handel med sojabønner og andre oliefrø førte i 1909 til oprettelsen af Dansk Sojakagefabrik A/S. Her ses fabrikken på Islands Brygge, Amager, i 1988. Tv. de oprindelige bygninger med kontorbygning, silo og presseanlæg, th. to nyere siloanlæg. I midten raffinaderi og kraftværk. Fabrikken blev nedlagt i 1991.

Sojabønne. ØKs handel med sojabønner og andre oliefrø førte i 1909 til oprettelsen af Dansk Sojakagefabrik A/S. Her ses fabrikken på Islands Brygge, Amager, i 1988. Tv. de oprindelige bygninger med kontorbygning, silo og presseanlæg, th. to nyere siloanlæg. I midten raffinaderi og kraftværk. Fabrikken blev nedlagt i 1991.

Sojaolie fås ved presning eller oftest ekstraktion af sojabønner, og olien er langt den vigtigste vegetabilske olie. Det er en halvtørrende olie, som størkner mellem −8 og −15 °C. Sojaolie har mange anvendelsesområder, fx som spiseolie, til fremstilling af margarine og i industrielle produkter som maling, fernis, sæber og insekticider. Se også olieplanter og spiseolie.

Sojakager

Sojakager (sojaskrå, sojamel) er det restprodukt, der fremkommer efter ekstraktion af olien, idet den faste ekstraktionsremanens formales til sojamel. Sojamel har et proteinindhold på op til 50 % og blev tidligere i Danmark hovedsagelig anvendt som foder i husdyrbruget (foderkager). I dag anvendes sojamel også til fremstilling af proteinkoncentrater, der bruges i kødvarer, brød, mælkeprodukter mv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen, Ivan Nielsen, Jørgen Fakstorp, Knud Østergaard: sojabønne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161955