Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ærteblomstfamilien

Oprindelige forfattere KIC og KL Seneste forfatter Redaktionen

Ærteblomstfamilien. Øverst tv. en typisk ærteblomst med de fem kronblade: fane, vinger og båd (dannet af to blade). Derunder frugtanlæg og støvbladsarrangement med ni sammenvoksede støvtråde og en fri; i nogle grupper er alle ti sammenvokset. Nederst tv. musevikke, en almindelig dansk art, med moden bælg. Th. jordnød, hvis gule blomster ikke danner frugter, hvorimod små, kleistogame blomster i den nedre del af planten forbliver lukkede og selvbestøves; efter bestøvningen bøjer stilken sig mod jorden og borer sig ned til 7-8 cm dybde, hvor bælgen med 2-3 frø modnes. På rødderne ses små bakterieknolde.

Ærteblomstfamilien. Øverst tv. en typisk ærteblomst med de fem kronblade: fane, vinger og båd (dannet af to blade). Derunder frugtanlæg og støvbladsarrangement med ni sammenvoksede støvtråde og en fri; i nogle grupper er alle ti sammenvokset. Nederst tv. musevikke, en almindelig dansk art, med moden bælg. Th. jordnød, hvis gule blomster ikke danner frugter, hvorimod små, kleistogame blomster i den nedre del af planten forbliver lukkede og selvbestøves; efter bestøvningen bøjer stilken sig mod jorden og borer sig ned til 7-8 cm dybde, hvor bælgen med 2-3 frø modnes. På rødderne ses små bakterieknolde.

ærteblomstfamilien, Fabaceae, Leguminosae, bælgplantefamilie med over 19.000 arter. Familien omfatter bl.a. ærteblomstunderfamilien (Faboideae), caesalpiniaunderfamilien (Caesalpinioideae) og mimoseunderfamilien (Mimosoideae). Caesalpinia- og mimoseunderfamilierne betragtedes tidligere ofte som selvstændige familier (se også Caesalpiniaceae og mimosefamilien). De er overvejende tropiske og består mest af træagtige grupper, mens alle livsformer forekommer i ærteblomstunderfamilien, der som den udviklingsmæssigt yngste er udbredt over hele Jorden. Ærteblomstfamilien er den økonomisk vigtigste plantegruppe efter græsserne.

Arterne i ærteblomstunderfamilien er karakteriseret ved den såkaldte ærtekrone, der er ensymmetrisk og femtallig. Bægeret er som regel lille og sammenvokset. Det bageste, mediane kronblad (fanen) er det største, de to sidestillede danner vingerne, og de to forreste er ofte sammenvoksede langs bladpladens kant og danner kølen (båden). Blomsten indeholder ti støvblade, hvis støvtråde som regel alle er sammenvokset til et rør; undertiden er kun de ni sammenvokset, mens den bageste er fri. Blomsterne er oftest iøjnefaldende med stærke gule, røde eller violette farver. Der er kun ét frugtblad, og frugten er normalt en bælg. Bladene er ofte sammensatte med veludviklede fodflige (akselblade), og et eller flere af de endestillede småblade kan være omdannet til slyngtråde, fx hos ært, eller en brod hos nogle arter af fladbælg og vikke. Rødderne er forsynet med knolde af nitrogenfikserende bakterier (se også bakterieknolde).

Ærteblomstunderfamilien er inddelt i en række undergrupper, og blandt de økonomisk vigtigste er bønnegruppen med finnede blade; hertil hører fx Glycine fra Asien og Australien med bl.a. sojabønne, bønne, Phaseolus, fra især subtropisk Amerika, ært (Pisum) fra Middelhavsområdet, linse (Lens) fra bl.a. Asien og Middelhavsområdet og de vidt udbredte slægter vikke (Vicia) og fladbælg (Lathyrus). Af andre grupper kan nævnes kløvergruppen, der som regel har trefingrede blade, med den store, overvejende tempererede slægt kløver. Andre grupper omfatter slægter som jordnød (Arachis) og Dalbergia, en tropisk slægt af tømmertræer, hvorfra bl.a. fås palisander. Familien indeholder også en lang række prydplanter, fx blåregn (Wisteria), guldregn (Laburnum) og lupin (Lupinus). Den formentlig største af alle planteslægter, astragel (Astragalus) med over 3000 arter, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle; mange er tornede ørken- og steppeplanter, dominerende i Nordafrika og Centralasiens tørre egne.

Annonce

I Danmark forekommer 13 slægter med ca. 60 arter vildtvoksende. De største er kløver med ca.15 arter, vikke med 13 og fladbælg med ni. Se også dækfrøede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ib Christensen, Kai Larsen: ærteblomstfamilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184655