Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

palæontologi

Oprindelig forfatter EThom Seneste forfatter sthornval

Palæontologi. Øglefuglen Archaeopteryx blev fundet i Tyskland i 1861, to år efter udgivelsen af Charles Darwins Arternes oprindelse, og blev af T.H. Huxley, kendt som Darwins buldog, fremhævet som en væsentlig støtte for evolutionsteorien, da han mente, den var en overgangsform mellem dinosaurer og fugle. Archaeopteryx er ca. 150 mio. år gammel, fra Sen Jura. Fund af endnu ældre fuglelignende dinosaurer, især fra Kina, har siden placeret Archaeopteryx på en noget fjernere sidegren af fuglenes stamtræ.

Palæontologi. Øglefuglen Archaeopteryx blev fundet i Tyskland i 1861, to år efter udgivelsen af Charles Darwins Arternes oprindelse, og blev af T.H. Huxley, kendt som Darwins buldog, fremhævet som en væsentlig støtte for evolutionsteorien, da han mente, den var en overgangsform mellem dinosaurer og fugle. Archaeopteryx er ca. 150 mio. år gammel, fra Sen Jura. Fund af endnu ældre fuglelignende dinosaurer, især fra Kina, har siden placeret Archaeopteryx på en noget fjernere sidegren af fuglenes stamtræ.

palæontologi, studiet af fortidens dyr og planter på grundlag af fossiler. Palæontologien søger at beskrive livets udvikling og fortidens livsbetingelser på Jorden samt at bidrage til forståelsen af de evolutionære processer. Palæontologi er et vidtfavnende fagområde, hvis arbejdsmetoder i det væsentlige er biologiske og geologiske, men faget inddrager også viden fra andre naturvidenskabelige områder som fx kemi og fysik. Se også evolution, geologi og Jorden (Jordens udvikling).

Ordet palæontologi kommer af palæo- og græsk on 'væsen', gen. ontos, og -logi, dvs. 'læren om gamle væsner'.

Foruden de grundvidenskabelige aspekter finder faget stor praktisk anvendelse, bl.a. til aldersbestemmelse af geologiske lag. Palæontologien opdeles ofte i palæozoologi, der behandler fossile dyr, og palæobotanik (fytopalæontologi), der omhandler fossile planter. Palæontologiens biologiske tilknytningsforhold er særlig tydelige i forbindelse med dokumentationen af de fossile vidnesbyrd, idet uddøde og nulevende organismer beskrives og navngives efter de samme regler, dog med den forskel, at fossilers bløddele sjældent er bevaret. Der anvendes også biologiske arbejdsmetoder, når uddøde arters slægtskabsforhold, systematik og økologi skal beskrives. Deres levevis kan skønnes ved sammenligning med nære nulevende slægtninge, såfremt fossilerne højst er nogle få mio. år gamle. Hvis fossilerne er ældre og uden levende slægtninge, må levevisen rekonstrueres ud fra en funktionel og formmæssig sammenligning med tilsvarende nulevende dyr: Dinosauren Triceratopsfra Kridt har fx et skelet, der ligner det moderne næsehorns, og man kan derfor antage, at de to dyr har haft nogenlunde ens bevægelsesmønstre.

Geologiske undersøgelser af fossilførende lag kan give vigtige oplysninger om det fysiske miljø. De kan fx afsløre, om et dyr oprindelig blev indlejret i sedimenter i havet, i en sø eller måske under flyvesand i en ørken. Fossilernes indhold af sjældne grundstoffer samt ilt- og kulstofisotoper kan give supplerende oplysninger om fx de temperatur- og næringsforhold, som dyrene levede under.

Annonce

Selvom fossiler er uhyre almindelige i mange geologiske lag, udgør de ikke et repræsentativt udvalg af datidens dyre- og planteverden. Det vides fra nulevende organismer, at mulighederne for at bevare dem som fossiler er vidt forskellige fra gruppe til gruppe. Undersøgelser af fossileringsprocesserne (tafonomiske undersøgelser) er derfor en vigtig del af alle palæontologiske studier, bl.a. for forståelsen af sammensætningen af dyresamfund.

Historie

Niels Stensen. Portræt, der formodes at være det eneste autentiske af Stensen. Det er sandsynligvis malet mellem 1666 og 1677 af portrætmaleren Joost Sustermans, der var hofmaler ved Medicifamiliens hof. Det er her gengivet efter en kopi, ophængt på Medicinsk-anatomisk institut på Panum Instituttet i København; originalen er i Uffizierne i Firenze. Portrættet har dannet forlæg for forsiden af en dansk prismedalje for udenlandske geologer. Den latinske navneform på portrættet, Stenonius er anderledes end den traditionelle, som han selv brugte, Stenonis.

Niels Stensen. Portræt, der formodes at være det eneste autentiske af Stensen. Det er sandsynligvis malet mellem 1666 og 1677 af portrætmaleren Joost Sustermans, der var hofmaler ved Medicifamiliens hof. Det er her gengivet efter en kopi, ophængt på Medicinsk-anatomisk institut på Panum Instituttet i København; originalen er i Uffizierne i Firenze. Portrættet har dannet forlæg for forsiden af en dansk prismedalje for udenlandske geologer. Den latinske navneform på portrættet, Stenonius er anderledes end den traditionelle, som han selv brugte, Stenonis.

Palæontologien er en forholdsvis ung videnskab. Et vigtigt gennembrud kom i 1667, da Niels Stensen (Steno) påviste, at de såkaldte tungesten (glossopetrae) faktisk var fossile hajtænder. Tidligere blev fossiler som regel anset for at være dannet spontant inde i bjergarterne. Stensen påpegede også, at rækkefølgen af geologiske lag afspejler en tidsmæssig rækkefølge.

Omkring 1800 opdagede bl.a. William Smith i England og Georges Cuvier i Frankrig, at fossiler ikke er tilfældigt fordelt i Jordens bjergarter, men tværtimod findes i bestemte, genkendelige rækkefølger, og flere forskere mente, at der var tale om en progression, dvs. en fremadskriden fra simple organismer til mere komplekse. Den britiske ingeniør og geolog Charles Lyell, hvis Principles of Geology (1830-33) blev et geologisk hovedværk, var dog antiprogressionist og talte i stedet om cykliske forandringer.

Idéen om progression blev også kædet sammen med teorien om en organisk evolution. Jean-Baptiste Lamarck var den første, der for alvor fremsatte en evolutionsteori, men det store gennembrud kom i 1859 med udgivelsen af Charles DarwinsOrigin of Species (da. Arternes oprindelse, 1872), hvori teorien om evolution gennem naturlig udvælgelse fremføres. Darwin mente, at palæontologien ville give det afgørende bevis for hans teori. Fundet af øglefuglen Archaeopteryx kun to år senere var en overbevisende begyndelse. Senere leverede den amerikanske George Gaylord Simpson de palæontologiske bidrag til syntesen af den moderne evolutionsteori, neodarwinismen.

Arbejdsfelter

For den moderne palæontologi er det fortsat en vigtig opgave at beskrive nye arter og at dokumentere livets mere end 3,5 mia. år lange historie. Men derudover er man i stigende omfang begyndt at søge efter mønstre i udviklingen, der kan belyse de evolutionære processer. Disse analyser har bl.a. vist, at katastrofer og masseuddøen har haft en afgørende betydning for evolutionens forløb, se fx Kridt-Tertiær-grænsen og Perm-Trias-grænsen.

Også palæoøkologiske analyser af fortidens klima og levevilkår indtager en betydelig plads i den moderne palæontologi. Heri indgår forsøget på at forstå de naturlige klimasvingninger, som i de seneste ca. 2 mio. år har ført til flere istidsperioder.

Fossiler danner grundlaget for biostratigrafien, hvor indholdet af karakteristiske fossiler tjener til at inddele jordlagene og indplacere dem i den geologiske tidsskala. Biostratigrafien er det bedste redskab til en detaljeret tidsmæssig inddeling af Jordens historie og er langt mere nøjagtig end fx datering vha. radioaktive isotoper. En præcis aldersbestemmelse af geologiske lag er vigtig, fx i forbindelse med olieefterforskning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Thomsen: palæontologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137944