• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fossiler

Oprindelig forfatter EThom Seneste forfatter Redaktionen

Fossiler. Selv noget så bestandigt som et sneglehus bliver ikke nødvendigvis bevaret som fossil. Der er mange måder, hvorpå skallen kan forsvinde, ligesom forskellige processer kan give ophav til forskellige former for fossiler. Sandsynligheden for, at skallen fossilerer, bestemmes bl.a. af det omgivende miljø, og fossiler kan derfor ud over at give direkte vidnesbyrd om dyrelivet fortælle om fortidens leveforhold. 1 På havbunden ligger den døde skal, som består af aragonit og et ydre lag, periostracum, der hurtigt nedbrydes. 2 Biologisk nedbrydning ved borende organismer. 3 Fysisk nedbrydning ved transport på havbunden. 4 Skallen begraves i sediment; aragonitten er upåvirket. 5 Aragonitten opløses, mens sedimentet stadig er uhærdet, og intet fossil dannes. 6 Sedimentet inden i skallen cementeres til en stenkerne. 7 Aragonitten opløses i det uhærdede sediment, som falder ind i hulrummet omkring stenkernen. 8 Sedimentet inden i og omkring skallen cementeres. 9 Aragonitten opløses og efterlader et hulrum; den ydre væg af dette hulrum bærer et ydre aftryk, stenkernen et indre aftryk. 10 Hulrummet udfyldes af andet materiale, fx calcitcement. 11 Aragonitten omdannes direkte til calcit. 12 Hele bjergarten rekrystalliserer, og fossilet ødelægges i større eller mindre grad. Føres processerne 2, 3, 5 og 12 til afslutning, dannes intet fossil. Processerne 2 og 3 kan standses ved begravelse i sediment og dermed muligvis føre til dannelsen af et fossil.

Fossiler. Selv noget så bestandigt som et sneglehus bliver ikke nødvendigvis bevaret som fossil. Der er mange måder, hvorpå skallen kan forsvinde, ligesom forskellige processer kan give ophav til forskellige former for fossiler. Sandsynligheden for, at skallen fossilerer, bestemmes bl.a. af det omgivende miljø, og fossiler kan derfor ud over at give direkte vidnesbyrd om dyrelivet fortælle om fortidens leveforhold. 1 På havbunden ligger den døde skal, som består af aragonit og et ydre lag, periostracum, der hurtigt nedbrydes. 2 Biologisk nedbrydning ved borende organismer. 3 Fysisk nedbrydning ved transport på havbunden. 4 Skallen begraves i sediment; aragonitten er upåvirket. 5 Aragonitten opløses, mens sedimentet stadig er uhærdet, og intet fossil dannes. 6 Sedimentet inden i skallen cementeres til en stenkerne. 7 Aragonitten opløses i det uhærdede sediment, som falder ind i hulrummet omkring stenkernen. 8 Sedimentet inden i og omkring skallen cementeres. 9 Aragonitten opløses og efterlader et hulrum; den ydre væg af dette hulrum bærer et ydre aftryk, stenkernen et indre aftryk. 10 Hulrummet udfyldes af andet materiale, fx calcitcement. 11 Aragonitten omdannes direkte til calcit. 12 Hele bjergarten rekrystalliserer, og fossilet ødelægges i større eller mindre grad. Føres processerne 2, 3, 5 og 12 til afslutning, dannes intet fossil. Processerne 2 og 3 kan standses ved begravelse i sediment og dermed muligvis føre til dannelsen af et fossil.

fossiler, rester, aftryk eller spor efter fortidens organismer; fund, der kun er få tusinde år gamle, kaldes ofte subfossiler. Fossiler afspejler livets udvikling på Jorden gennem mere end 3,5 mia. år fra den spæde begyndelse til nutidens store formrigdom. Man skelner mellem to hovedtyper af fossiler, kropsfossiler og sporfossiler. Kropsfossiler er dele af en organisme, fx skaller eller knogler samt aftryk af fx fjer og blade. Sporfossiler er spor efter fortidsdyrenes aktiviteter, det kan være en orms gravning i havbunden eller en dinosaurs fodspor. Se også biostratigrafi, evolution, geologi, palæontologi, palæoøkologi og sporfossiler.

Ordet fossil kommer af latin fossilis 'udgravet', af fossa 'grav'.

Normalt bevares kun en uhyre ringe del af de levende organismer som fossiler. En vigtig forudsætning er, at organismen indeholder hårde eller modstandsdygtige bestanddele; bløddele som muskler og hud bevares kun under helt specielle omstændigheder. Bevaringsmulighederne afhænger desuden af hårdvævets kemiske og mineralogiske sammensætning. Det hyppigste hårdvæv i dyreriget er calciumcarbonat, som optræder i to udgaver, calcit og aragonit. Calcit er udbredt hos bl.a. pighuder, brachiopoder, bryozoer, trilobitter og mange uddøde koraller. Snegle, de fleste muslinger, mange blæksprutter samt alle nulevende koraller bygger derimod deres skelet af aragonit. Aragonit er mindre bestandig end calcit, så fossiler af disse dyregrupper findes oftest kun som ydre aftryk eller indre udfyldninger, stenkerner, idet selve skallerne er opløst. Af andre skeletmaterialer er kisel og calciumfosfat de almindeligste. Kisel i fx havsvampes spikler er letopløselig, mens calciumfosfat, der bl.a. findes i hvirveldyrs knogler og tænder, er ganske bestandigt. Planter er opbygget af bl.a. cellulose og lignin; plantedele er langt oftere bevaret end blødvæv af dyr.

Fossiler. Vættelys er de fossile rester af belemnitter. I visse geologiske lag findes de i særlig høje koncentrationer. Disse lag er aflejret på lavt vand, hvor vandbevægelsen har sorteret materialet efter størrelse. I Danmark findes vættelys bl.a. i Kridttidens kalkaflejringer.

Fossiler. Vættelys er de fossile rester af belemnitter. I visse geologiske lag findes de i særlig høje koncentrationer. Disse lag er aflejret på lavt vand, hvor vandbevægelsen har sorteret materialet efter størrelse. I Danmark findes vættelys bl.a. i Kridttidens kalkaflejringer.

En anden vigtig forudsætning for fossilbevaring er, at organismen begraves hurtigt efter døden. Hvis dette ikke sker, vil en lang række biologiske og fysiske processer normalt opløse, nedbryde eller sprede selv de mest bestandige skeletdele i løbet af få år. De begravede fossiler udsættes for en lang række kemiske og fysiske påvirkninger. Porer i skaller og knogler vil ofte blive udfyldt af et mineral, som hyppigst vil være kalkspat, kisel eller jernsulfid. Denne imprægnering, permineralisering eller forstening, giver fossilerne større vægt og styrke: Næsten alt fossilt træ og de fleste fossile knogler er forstenede. Andre fossilationsprocesser omfatter omkrystallisering af aragonit til calcit og omdannelse af organiske materialer til kul og grafit. Undertiden sker det også, at de oprindelige dele bliver erstattet med et andet mineral, oftest jernsulfid, kisel eller calciumcarbonat. Disse processer har resulteret i nogle af de smukkeste fossiler, man kender. En usædvanlig opbevaring af især insekter findes i rav, der er hærdnet harpiks fra fortidens skove.

Annonce

De bevarede fossiler udgør ikke et repræsentativt udvalg af fortidens dyre- og planteverden. Organismer uden hårdt skeletvæv bevares kun yderst sjældent. Organismer, der lever i eller nær vand, har langt større chancer for at blive bevaret end de landlevende. Desuden er store knogler og store dyr mere bestandige end små knogler og små dyr. Selv i havaflejringer er fossiler meget ujævnt fordelt.

Visse geologiske forekomster består dog overvejende af fossilrester. Tørv og kullag er opbygget næsten udelukkende af mere eller mindre omdannede planterester, ligesom olie og naturgas er omdannelsesprodukter af fortidige organismer. Kalk består også af fossiler, selvom mange er så nedbrudte eller så små, at de ikke kan skelnes med det blotte øje.

Fossiler. Havaflejninger på Fur. 50 mio. år gammelt fossilt materiale findes heri.

Fossiler. Havaflejninger på Fur. 50 mio. år gammelt fossilt materiale findes heri.

Studiet af fossiler kaldes palæontologi. Til trods for de ujævnt fordelte fossile vidnesbyrd har palæontologer beskrevet flere hundrede tusinde fossile dyre- og plantearter og fastlagt hovedtrækkene af livets udvikling på Jorden. Visse exceptionelt velbevarede forekomster har givet betydelig ekstra viden om denne udvikling, blandt de vigtige er Ediacara-sandsten (Sen Prækambrium), Burgess-skifer (Kambrium), Hunsrück-skifer (Devon), Holzmaden-skifer og Solnhofen-kalksten (Jura) samt Messel-olieskifer (Eocæn).

Ud over dokumentationen af livets udvikling finder fossiler anvendelse i mange geologiske sammenhænge. De danner grundlaget for biostratigrafien, hvor indholdet af karakteristiske fossiler tjener til at inddele jordlagene og indplacere dem i den geologiske tidsskala. Dette har bl.a. stor praktisk betydning i forbindelse med olieefterforskning. Undersøgelser af fossiler indgår også som et vigtigt aspekt i palæoøkologien, der har til formål at beskrive de skiftende økologiske og klimatiske forhold gennem tiderne. Vor viden om de klimatiske svingninger, der i de seneste par millioner år har præget Jordens historie og resulteret i vekslende istider og mellemistider, bygger således i høj grad på fossiler, se fx foraminiferer.

Historie

Fossiler. Tv. fossilt træ fra Sen Trias (ca. 225 mio. år før nu), Arizona, USA. Fyrrelignende træer voksede på den tid omkring et flodløb, og stammer fra disse træer blev af strømmende vand ført til roligt vand, hvor de blev dækket med silt, mudder og vulkansk aske. Veddet blev erstattet med kisel, senere kvarts. I dag er de som forstenet træ atter kommet frem i lyset efter jordhævninger og erosion af de omliggende jordlag.

Fossiler. Tv. fossilt træ fra Sen Trias (ca. 225 mio. år før nu), Arizona, USA. Fyrrelignende træer voksede på den tid omkring et flodløb, og stammer fra disse træer blev af strømmende vand ført til roligt vand, hvor de blev dækket med silt, mudder og vulkansk aske. Veddet blev erstattet med kisel, senere kvarts. I dag er de som forstenet træ atter kommet frem i lyset efter jordhævninger og erosion af de omliggende jordlag.

Mange naturfolk har kendt til fossiler og bl.a. brugt dem som redskaber, amuletter og til udsmykning. Den græske filosof Xenofanes synes at være den første, der så fossiler som rester af forhistoriske organismer. I middelalderen og den tidlige renæssance blev fossiler imidlertid anset for at være uorganiske legemer dannet spontant inden i bjergarter eller som Djævelens påfund. Enkelte som fx Leonardo da Vinci mente dog, at visse nyere og mere moderne udseende fossiler var af organisk oprindelse.

Fossiler indgik i de fleste naturaliesamlinger, fx fandtes adskillige i Ole Worms samling i København. Et vigtigt gennembrud kom i 1667, da Niels Stensen (Steno) på overbevisende måde påviste, at de såkaldte tungesten, glossopetrae, var fossile hajtænder. I 1700-t. var det klart for de fleste, at fossiler var af organisk oprindelse. De blev dog normalt anset for at være rester af dyr, der var dræbt under syndfloden.

Omkring år 1800 opdagede William Smith i England samt Georges Cuvier og Alexandre Brongniart (1770-1847) i Frankrig, at fossiler ikke var tilfældigt fordelt i Jordens bjergarter, men tværtimod fandtes i bestemte genkendelige rækkefølger. Disse opdagelser fik umiddelbart stor betydning for den geologiske udforskning af Jordens aflejringer, men den endelige forklaring på rækkefølgen kom først med Darwins evolutionsteori et halvt århundrede senere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Thomsen: fossiler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78892