Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

underart

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

underart, subspecies, ssp., i biologien en taksonomisk enhed på lavere niveau end art (species). Betegnelsen kan bruges på lidt forskellig måde, i sin strengeste form om individer, der afviger fra andre underarter af samme art, men med hvem de kan få avledygtigt afkom (se også evolution). Ofte er en underart dog mindre rigoristisk beskrevet som en geografisk afgrænset type af en art, som den dog ligner så meget, at den ikke ophøjes til sin egen art: En sådan underart, eller race, tilføjes i den videnskabelige nomenklatur et suffiks og får derved et treleddet navn; de gråspurve, der findes i Danmark, henregnes således til nominatracen (den først navngivne underart) Passer domesticus domesticus, der er udbredt i hele Europa undtagen Italien.

I botanikken er der tradition for at benytte en nomenklatur, der understreger underartsnavnet, fx hedder strandkvan Angelica arcangelica ssp. litoralis. Typer af dyrkede planter kan navngives på lignende vis, se sort og varietet. Undertiden benyttes underartsbegrebet løst om individer, der sammen udgør en selvstændig population eller blot ser anderledes ud.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: underart i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176836