• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

biosemiotik

Oprindelig forfatter JHof Seneste forfatter Redaktionen

biosemiotik, studiet af den levende naturs processer og systemer ud fra et tegnteoretisk (semiotisk) perspektiv.

Biosemiotik er ikke en del af biologien, men udgør snarere en særlig teoretisk forståelsesramme for biologien. Ifølge biosemiotikken må alle den levende naturs processer forstås i lyset af deres karakter af at være tegnprocesser. Dette indebærer ikke en afvisning af de pågældende processers forankring i veletablerede fysiske og kemiske lovmæssigheder. Det hævdes blot, at disse processer tillige indgår i og er organiseret ud fra en semiotisk dynamik. Biosemiotikken beskæftiger sig altså med tegnkarakteren af livsprocesserne. Selve ordet biosemiotik blev introduceret i 1986 af den amerikanske lingvist og semiotiker T.A. Sebeok (1920-2001). Udviklingen af biosemiotikken har dog sine rødder tilbage hos den estiskfødte tyske biolog Jakob von Uexküll (1864-1944). I 1926 etablerede J. von Uexküll Institut für Umweltforschung ved Hamburgs Universitet. Her udforskede han dyrenes sanseunivers, deres Umwelt, dvs. den subjektive verden af fænomener, sådan som dyret selv opfatter den.

Med denne forskning blev Uexküll ikke alene inspirator for Konrad Lorenz, men han introducerede også et helt nyt, semiotisk begrebsapparat i biologien. I 1963 foreslog T.A. Sebeok begrebet zoosemiotik som betegnelse for studiet af dyrs indbyrdes interaktion (etologi). Dermed indstiftedes den moderne biosemiotik, hvis essens er tolkningen af den levende naturs tegnverden i lyset af den semiotiske tradition, der blev grundlagt af den amerikanske naturvidenskabsmand og filosof C.S. Peirce. Et tegn er for Peirce en triadisk enhed (trehed) af noget (fx et fodspor), der for nogen (iagttageren) viser hen til noget andet (at et menneske har passeret). Han opfattede tegnet som forbindelsesmidlet i enhver oplevelse og tænkning — ja måske i enhver proces overhovedet. I den biosemiotiske forståelse er den levende natur gennemtrængt af tegnprocesser og dermed af betydning. Alle organismer kastes ved deres fødsel ind i et univers af kommunikation og betydning, en semiosfære, og evolutionen handler måske frem for noget om udviklingen af raffinerede midler til at begå sig i semiosfæren.

Annonce

Blandt pionererne bør foruden Sebeok nævnes Gregory Bateson og Thure von Uexküll (1908-2004, søn af J. von Uexküll). Bateson brugte ikke selv begrebet biosemiotik, men hele hans videnskabelige projekt handlede om kommunikation mellem dyr, mennesker og maskiner. Og hans idé om evolutionen og tænkningen som beslægtede åndelige processer er helt i overensstemmelse med biosemiotikkens tankesæt. Thure von Uexküll har videreført og moderniseret Umweltteorien til en semiotisk niveauteori, hvori cellen udgør det laveste niveau (et "semiotisk atom"), hvor der endnu ikke er tale om en fuld funktionel cirkel, men hvor den kvalitet at kunne skelne "selv" fra "ikke-selv" er til stede. Til det næste niveau hører de vegetative tegn fra temperatur-, føle- og smertereceptorerne på vores hud eller hos planter fotosensitive celler på organismens overflade. Det tredje niveau er de animale tegns samlede domæne, der danner de artsspecifikke Umwelten, der kan beskrives i de funktionelle cirkler. Dette niveau svarer til domænet for Sebeoks zoosemiotik. Endelig er der de humane tegn, der omfatter sproget og dermed evnen til at repræsentere fraværende objekter og mulige verdener.

En vigtig distinktion i biosemiotikken går mellem endosemiotik og exosemiotik, hvor endosemiotik beskæftiger sig med de tegnprocesser, som foregår i organismens indre, mens exosemiotik vedrører tegnprocesser mellem organismerne. Den sidste kategori er langt den bedst undersøgte, idet den udgør et forskningsfelt inden for mange forskningsgrene, fx adfærdsbiologi, sociobiologi og økologi. Exosemiotikken kan vedrøre fx duftstoffer (feromoner) udsendt af insekter, varselsskrig hos fugle og tranernes dans, ja endog japanske hilseritualer falder inden for exosemiotikkens område. Meget lidt af denne forskning er dog hidtil foretaget ud fra et egentligt semiotisk perspektiv.

Endosemiotikken er et område, der hidtil har været genstand for meget begrænset udforskning. Mens fænomener som fuglesang, rivalkampe og insekters camouflagefarver relativt uproblematisk lader sig forstå som semiotiske, så beskrives organismens indre processer traditionelt inden for et biokemisk eller fysiologisk begrebsapparat, hvor den todelte (dyadiske) årsag-virknings-model anses for tilstrækkelig. Fra biosemiotikkens synspunkt er dette utilfredsstillende, idet man her hæfter sig ved, at de biokemiske og fysiologiske processer er organiseret ud fra deres semiotiske funktion i den integrerede organisme. Via millioner af såkaldte receptorer på de enkelte cellers overflade står celler, væv og organer i en vedvarende molekylær kommunikation med hinanden. Via nervesystemet, immunsystemet og det endokrinologiske system integreres denne semiosis mellem tusinder af milliarder af celler til den integrerede helhed, som hos mennesket skaber psykosomatisk sundhed. Sygdom ses da som resultatet af fejlkommunikation inden for eller mellem disse systemer.

En anden vigtig distinktion i biosemiotikken går mellem horisontal semiotik og vertikal semiotik. I den horisontale semiotik er temaet de semiotiske mekanismer, der udspiller sig i eller mellem organismerne, semiosfærens rumlige, eller økologiske, aspekt. I den vertikale semiotik er temaet de semiotiske mekanismer, der udspiller sig mellem generationerne via forplantning og ontogenese, dvs. semiosfærens tidslige, eller genealogiske, aspekt. Mens de ovennævnte endo- og exosemiotiske processer hører til den horisontale semiotik, drejer den vertikale semiotik sig om vekselvirkningen mellem genom (arvemasse, DNA) og organisme i forbindelse med forplantning og ontogenese. Genomet ses her som en tekst, hvori er beskrevet, hvordan det befrugtede æg gennemfører de nødvendige trin i den ontogenetiske udvikling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Hoffmeyer: biosemiotik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47419