Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John E. Sulston

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

John E. Sulston, sir John Edward Sulston, f. 1942, britisk molekylærbiolog, 1992-2000 direktør ved Sanger Centre, Cambridge, England, hvor han stod i spidsen for kortlægningen af det humane genom.

John E. Sulston begyndte sin karriere med studier af nukleotidernes kemi (se DNA) og blev efter nogle år i USA tilknyttet Sydney Brenners gruppe i Cambridge. Her ledede han arbejdet med at kortlægge udviklingen og rækkefølgen af celledelinger og –generationer hos rundormen Caenorhabditis elegans, et arbejde, der i 2002 sikrede ham nobelprisen i medicin/fysiologi sammen med Brenner og H. Robert Horvitz.

John E. Sulston er en af de fremmeste modstandere af muligheden for at patentere viden om det humane genom, og han er en varm fortaler for fri adgang til videnskabelige artikler. Adlet 2001.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: John E. Sulston i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166937