Epigenetik, molekylærbiologisk forskningsfelt, der vedrører arvelige egenskaber, der ikke ændrer den grundlæggende basesekvens i DNA, men har betydningen for genekspressionen, bl.a. for hvilke gener, der aflæses. Aflæsningen af basesekvensen afhænger bl.a. af de histoner, der pakker et DNA-molekyle ekstremt tæt sammen. Når histonerne lukker DNA op, står den genetiske kode klar til aflæsning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet epigenetik kommer af græsk epi- og genetik, der er afledt af græsk genese 'oprindelse, begyndelse'.

Kristian Helin, der leder en forskningsgruppe på Københavns Universitet, har identificeret en række enzymer, der åbner og lukker for aflæsningen af de enkelte gener ved hjælp af kemiske modifikationer af histonerne. Dette har medvirket til en revurdering af, hvordan en celle udvælger netop de gener, som den har brug for.

Den epigenetiske forskning har medført nye muligheder for at forstå, hvordan en celle udvikler sig til en kræftcelle. Desuden har dette forskningsfelt medvirket til at forklare, hvordan det befrugtede æg via stamceller kan udvikle sig til de ca. 210 forskellige specialiserede celletyper i organismen ved en styring af åbning og lukning af forskellige histoner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig