Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

autoradiografi

Oprindelige forfattere JTrJ og NOKj Seneste forfatter Redaktionen

autoradiografi, fotografisk metode, der bruges til at lokalisere radioaktivt materiale i en prøve.

Biokemi og molekylærbiologi

Ordet autoradiografi kommer af græsk auto- og latin radius 'stråle' og græsk -grafi.

I biokemi og molekylærbiologi bruges autoradiografi til at analysere resultaterne af eksperimenter, hvor radioaktive isotoper indbygges i et reaktionsprodukt. Den papirtynde prøve (fx fra elektroforese eller papirkromatografi), som indeholder det radioaktive stof, anbringes i tæt kontakt med en fotografisk film. Den radioaktive isotop i prøven udsender betapartikler eller gammastråler, som vil eksponere filmen. Efter fremkaldelsen vil sværtningen af filmen give et billede af fordelingen af det radioaktive materiale i prøven. Alt efter det radioaktive materiales strålingsintensitet kan filmens eksponeringstid vare fra minutter til uger.

Nogle radioaktive isotoper udsender lavenergetiske betapartikler, som har en meget kort vandringsvej. Derfor skal der være en meget tæt kontakt mellem præparat og film. I disse tilfælde kan følsomheden øges ved tilsætning af specielle fluorescerende kemiske forbindelser til prøven. Den radioaktive stråling skaber lysglimt af fluorescens, som eksponerer filmen (fluorografi).

Annonce

Omkring 1990 begyndte man at anvende en metode, som i vid udstrækning kan erstatte autoradiografi. Ved denne såkaldte fosfor-imaging anbringes prøven i tæt kontakt med en skærm, der indeholder krystaller af et fluorid-bromid-salt af barium og europium. Den radioaktive stråling vil fremkalde ændringer i krystallerne, som kan afsløres ved bestråling med rødt laserlys. De områder på skærmen, som har været udsat for radioaktiv bestråling, vil udsende blåt lys, hvis intensitet er proportional med den radioaktive stråling. Fosfor-imaging metoden er 10-100 gange mere følsom end autoradiografi.

Celle- og vævsbiologi

Autoradiografi af tyndtarmsslimhinden fra en rotte, der har fået en indsprøjtning med thymidin mærket med den radioaktive isotop tritium. Thymidin indbygges i DNA (i kernen) under celledelingerne. Strålingen fra tritium kan eksponere en fotografisk film, der lægges på et vævssnit. Otte timer efter indsprøjtningen findes der mærkede cellekerner (de sorte prikker) i epithelet (det yderste cellelag) ved roden af de ca. 1 mm lange tarmtrævler (villi). 48 timer senere (næste billede) er disse celler vandret op til spidsen af villus, hvorfra de senere afstødes. På denne måde fornyes tyndtarmens epithel i løbet af 3-4 døgn.

Autoradiografi af tyndtarmsslimhinden fra en rotte, der har fået en indsprøjtning med thymidin mærket med den radioaktive isotop tritium. Thymidin indbygges i DNA (i kernen) under celledelingerne. Strålingen fra tritium kan eksponere en fotografisk film, der lægges på et vævssnit. Otte timer efter indsprøjtningen findes der mærkede cellekerner (de sorte prikker) i epithelet (det yderste cellelag) ved roden af de ca. 1 mm lange tarmtrævler (villi). 48 timer senere (næste billede) er disse celler vandret op til spidsen af villus, hvorfra de senere afstødes. På denne måde fornyes tyndtarmens epithel i løbet af 3-4 døgn.

I celle- og vævsbiologien bruges autoradiografi til bestemmelse af fordelingen af et radioaktivt mærket stof i celler og væv. Som radioaktiv isotop bruges især tritium (brintisotopen 3H). En fotografisk emulsion anbringes i tæt kontakt med et vævssnit, og emulsionen vil efter fremkaldelse markere isotopens lokalisering i form af små sølvkorn på vævssnittet. Isotopen kan være indbygget i et organisk molekyle og tjener da til at lokalisere dette eller omdannelsesprodukter heraf i vævet.

Metoden er bl.a. nyttig til bestemmelse af den hyppighed, hvormed celler deler sig i forskellige væv i forsøgsdyr. Dyret gives en indsprøjtning af tritiummærket thymidin, der indbygges som thymin i DNA under DNA-syntesen forud for celledelingen. Ved at indgive thymidin efter pulse-chase analyseprincippet opnås en selektiv mærkning af de celler, der er dannet inden for en defineret tidsperiode, og det er efterfølgende muligt at bestemme disse cellers videre deling, deres levetid og deres vandringer i vævet eller organismen. Dette sidste har haft stor betydning for kortlægningen af blodcellernes (specielt lymfocytternes) dannelse og vekslende opholdssteder i organismen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen, Niels Ole Kjeldgaard: autoradiografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42362