• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

troponin

Oprindelig forfatter NiGr Seneste forfatter Redaktionen

troponin, protein, der medvirker til sammentrækning af muskler. Det udgør sammen med aktin og tropomyosin de tynde filamenter i muskelceller. Når musklen skal kontraheres, stiger calciumionkoncentrationen i muskelcellen som følge af en nerveimpuls. Calcium bindes til troponin, hvorved virkningen af tropomyosin, der blokerer for muskelsammentrækning, ophæves, og muskelkontraktionen kan sættes i gang.

Ordet troponin kommer af tropo-, se -trop(i), (myosi)n og -in.