Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

laktose

Oprindelige forfattere KOE og NiGr Seneste forfatter Redaktionen

laktose, mælkesukker, det vigtigste kulhydrat i mælk; komælk indeholder ca. 4,8% laktose, kvindemælk ca. 6,4%.

Laktose er opbygget af galaktose og glukose bundet sammen ved en β-1,4-binding. Det dannes ud fra glukose i pattedyrs mælkekirtler; glukose omdannes til galaktose, som dernæst reagerer med glukose og danner laktose. Laktosedannelsen stimuleres af hypofysehormonet prolaktin og af hormoner fra moderkagen.

Ordet laktose kommer af latin lac 'mælk', genitiv lactis, og -ose.

Laktose nedbrydes i tyndtarmen af enzymet laktase til galaktose og glukose, som via blodet optages til forskellige væv og organer (se kulhydrater).

Annonce

Laktose udvindes industrielt fra valle ved inddampning og krystallisation. Den vigtigste kommercielle anvendelse er som ingrediens i nærings- og nydelsesmidler, bl.a. spædbørnsprodukter. Andre anvendelser er til tabletfremstilling i medicinalindustrien og som fermenteringssubstrat.

Se også laktoseintolerans.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Østergaard, Niels Grunnet: laktose i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113954