Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

katekolaminer

Oprindelig forfatter NiGr Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/14638/=ud_a_226714.mp3?revision=2

katekolaminer, stoffer (aminer) indeholdende en katekolgruppe (1,2-dihydroxyfenyl); de vigtigste er adrenalin, noradrenalin og dopamin. De dannes ud fra aminosyren tyrosin og fungerer som neurotransmittere i centralnervesystemet og noradrenalin endvidere i sympatiske nerver.

Adrenalin og noradrenalin er også hormoner, som dannes i binyremarven og afgives til blodet. De kaldes stresshormoner, da mængden øges ved stress eller hårdt arbejde. Det øger hjertefrekvensen og får arterierne i tarm, nyre og hud til at trække sig sammen. Resultatet er øget blodgennemstrømning af skeletmuskulaturen. Samtidig bevirker adrenalin og noradrenalin øget nedbrydning af glykogen i muskler og lever og af fedt i fedtvæv, hvorved energiforsyningen til musklerne øges.

1. led af ordet katekolamin kommer er katekol, af catechu og -ol, 2. led amin.

Katekolaminerne virker som hormoner ved at bindes til receptorer på celleoverfladen. Derved øges koncentrationen i cellen af cyklisk AMP og/eller calcium. Visse syntetiske katekolaminer virker kun gennem en bestemt type receptorer og har derfor mere specifik virkning end de naturligt forekommende. Det gælder fx nogle astmamidler.

Annonce

Syntetiske katekolaminer kan også virke som antagonister; det gælder fx betablokkere, der bl.a. anvendes ved forhøjet blodtryk. Svulster i binyremarven (fæokromocytom) kan bevirke konstant høj produktion af katekolaminer.

Nedsat funktion af katekolaminer i centralnervesystemet ses fx ved Parkinsons sygdom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Grunnet: katekolaminer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104929