Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hæmosiderin

Oprindelig forfatter STho Seneste forfatter Redaktionen

hæmosiderin, stof, som sammen med ferritin udgør organismens jerndepot. Hæmosiderin er overvejende opbygget af uopløselige ferrioxyhydroxidkrystaller og adskiller sig fra ferritin ved helt eller delvis at mangle proteindelen apoferritin. Hæmosiderin indeholder ca. 25 vægtpct. jern.

Ordet hæmosiderin kommer af hæmo- og græsk sideros 'jern' og -in.

Som ferritin findes hæmosiderin i næsten alle celler. Indholdet er særlig højt i almindelige leverceller (hepatocytter) og i særlige celler (monocyt-makrofag-systemets celler) i lever, knoglemarv og milt. Jern i hæmosiderin udnyttes vanskeligere end jernet i ferritin.

Øget aflejring af hæmosiderin ses ved hæmosiderose og hæmokromatose.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sixtus Thorsen: hæmosiderin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95259