Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

glykogen

Oprindelig forfatter NKru Seneste forfatter Redaktionen

glykogen, meget stort, forgrenet molekyle opbygget af glukoseenheder. Glykogen findes i dyr som energidepot især i lever og skeletmuskulatur.

I leveren dannes glykogen efter et kulhydratrigt måltid. Mellem måltiderne nedbrydes glykogen til glukose ved en proces kaldet glykogenolyse. Glukosen afgives til blodet. Derved opretholdes den korrekte blodsukkerkoncentration mellem måltiderne, så kroppens væv kan forsynes med glukose. I muskler fungerer glykogen som et energidepot alene for musklerne, fordi glykogen her ikke kan nedbrydes til glukose og dermed afgives til blodet. I stedet nedbrydes det til mælkesyre eller fuldstændigt til kuldioxid og vand med deraf følgende energiproduktion (ATP-dannelse) til muskelarbejdet.

Ordet glykogen kommer af græsk glykys 'sød' og -gen.

Insulin stimulerer opbygning af glykogen i lever og muskler. Når blodsukkerkoncentrationen er faldende, fx ved faste, stimuleres glykogenolysen. Hormonerne glukagon og adrenalin fremmer nedbrydning af glykogen i lever, og adrenalin nedbrydning af glykogen i muskler.

Annonce

Glukoseenhederne i glykogen er bundet sammen med α-1,4-glykosidbindinger i kæderne og α-1,6-glykosidbindinger i forgreningerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Krukow: glykogen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84592