Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

glukagon

Oprindelig forfatter JFRe Seneste forfatter Redaktionen

glukagon, hormon, der produceres i α-celler i bugspytkirtlens Langerhanske øer, der også rummer de insulinproducerende β-celler. Glukagon fremmer leverens omdannelse af glykogen til glukose og øger herved blodsukkerkoncentrationen. Det har således den modsatte virkning af insulin.

Herudover fremmer glukagon omdannelsen af aminosyrer til glukose og nedbrydningen af fedt til frie fedtsyrer, og det hæmmer glykogen- og proteinopbygning. Frisætningen af glukagon stimuleres især af lavt blodsukkerniveau og af proteinrige måltider.

1. led i ordet glukagon kommer af gluk(ose) og gr. agein 'føre', 2. led -on.

Glukagon består af en peptidkæde på 29 aminosyrer, der dannes i α-cellerne ved spaltning af et forstadium, proglukagon, på 179 aminosyrer. Proglukagon dannes imidlertid også i visse tyndtarmsceller, hvor det dog spaltes anderledes. Tyndtarmen frisætter derfor ikke glukagon, men de beslægtede proglukagon-fragmenter GLP-1 og GLP-2 (Glukagon-Like Peptide). GLP-1 stimulerer bugspytkirtlens insulinfrisætning og hæmmer glukagonfrisætningen. Det har derfor tiltrukket sig opmærksomhed i behandlingen af sukkersyge.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens F. Rehfeld: glukagon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84540