Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gastrin

Oprindelig forfatter JFRe Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/10393/=ud_a_226637.mp3?revision=1

gastrin, hormon, der stimulerer mavesækkens produktion af saltsyre. Gastrin frigøres, når der er føde i mavesækken. Det blev opdaget i 1905 af den britiske fysiolog John Sydney Edkins (1863-1940).

Ordet gastrin kommer af græsk gaster 'mave' og -in.

Gastrin produceres af celler i mavesækkens nederste del og i den øverste del af tolvfingertarmen. Herfra når det via blodet frem til de syreproducerende celler i mavesækkens øverste del, hvor det bindes til modtagemolekyler (receptorer) i cellemembranen. Gastrin dannes ud fra et polypeptid-forstadium, progastrin, i forskellige former, hvoraf gastrin-17 (med 17 aminosyrer) og gastrin-34 er de vigtigste.

Ved den almindelige mavesårssygdom produceres for meget gastrin, hvilket forklarer mavesækkens øgede syreproduktion. Visse svulster i bugspytkirtlen og tolvfingertarmen, gastrinomer, producerer store mængder gastrin, der fører til svær mavesårssygdom. Også svulster ved tyktarmskræft, lungekræft, kræft i bugspytkirtlen og æggestokkene producerer gastrin, om end i små mængder; betydningen heraf kendes ikke. Da gastrin kan stimulere cellevækst, er det af interesse for kræftforskningen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens F. Rehfeld: gastrin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82410