Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

choriongonadotropin

Oprindelig forfatter SGam Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/4887/=ud_a_161267.mp3?revision=1

choriongonadotropin, hormon, som dannes i moderkagen hos pattedyr. Hormonets vigtigste opgave er at sikre æggestokkenes gule legeme (corpus luteum), som producerer kønshormoner (østrogen og progesteron) af betydning for udviklingen af fostret og videreførelse af graviditeten. Choriongonadotropin har også betydning for moderkagens dannelse af progesteron.

Ordet choriongonadotropin kommer af græsk chorion og afledn. af gone 'sæd' og -trop(os) 'noget der vender eller ændrer' og -in.

Choriongonadotropin består af to proteinkæder, hvoraf den ene er fælles for flere hypofysehormoner, mens den anden er speciel for choriongonadotropin. Påvisning af choriongonadotropin i blod eller urin anvendes som svangerskabsprøve. Metoderne er meget følsomme og kan påvise graviditet 8-18 dage efter ægløsningen, dvs. tidspunktet for første udeblivende menstruation. Måling af choriongonadotropin anvendes endvidere ved undersøgelser af evt. graviditet uden for livmoderen og ved sjældne former for kræft i moderkagen. Se også hormoner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Gammeltoft: choriongonadotropin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56698