Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

carboxypeptidase

Oprindelig forfatter BQui Seneste forfatter Redaktionen

carboxypeptidase, zinkholdigt enzym, som nedbryder proteiner. Det dannes i bugspytkirtlen som et inaktivt forstadium, pro-carboxypeptidase. Dette proenzym udskilles i tarmkanalen sammen med en række andre forstadier til proteinnedbrydende enzymer, heriblandt trypsinogen. Sidstnævnte enzym omdannes i tyndtarmen til den aktive form, trypsin, som derefter aktiverer pro-carboxypeptidase til carboxypeptidase. Carboxypeptidase spalter proteiner ved at fjerne én aminosyre i den ende af proteinet, som har en fri carboxylsyre.

Ordet carboxypeptidase kommer af latin carb(o) 'kul' og oxy-, kortform af græsk oxygen 'ilt' og peptid og -ase.

Der er to former af carboxypeptidase; A-formen fraspalter især aromatiske aminosyrer, mens B-formen fraspalter arginin og lysin.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Quistorff: carboxypeptidase i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54385