• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aminosyrer

Oprindelige forfattere NEng og NKru Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Aminosyrer. Øverst den generelle struktur af en aminosyre: På samme carbonatom sidder en aminogruppe (-NH2), en syregruppe (-COOH) og en sidekæde (-R), der er forskellig for hver aminosyre. Ved den surhedsgrad (pH), der findes i en levende organisme, vil aminogruppen findes i formen -NH+3 og syregruppen i formen -COO -. Desuden er vist 20 af de 22 aminosyrer, der normalt anvendes ved cellernes dannelse af proteiner (proteinsyntesen).

Aminosyrer. Øverst den generelle struktur af en aminosyre: På samme carbonatom sidder en aminogruppe (-NH2), en syregruppe (-COOH) og en sidekæde (-R), der er forskellig for hver aminosyre. Ved den surhedsgrad (pH), der findes i en levende organisme, vil aminogruppen findes i formen -NH+3 og syregruppen i formen -COO -. Desuden er vist 20 af de 22 aminosyrer, der normalt anvendes ved cellernes dannelse af proteiner (proteinsyntesen).

aminosyrer, organisk forbindelse, som har central betydning i alle levende organismer. Af de ca. 500 kendte aminosyrer vides 22 at være anvendt som byggesten ved dannelsen af proteiner; selenocystein og pyrrolysin er dog sjældent forekommende. Endvidere bruges visse aminosyrer eller dele heraf ved dannelsen af de baser, der findes i DNA og RNA, og visse er signalstoffer (neurotransmittere) i nervesystemet. De fleste fedtstoffer (lipider) i biologiske membraner (plasmamembran, mitochondriemembran m.m.) indeholder kvælstofholdige strukturer, der stammer fra aminosyrer. Hudens farvestof, melanin, dannes fra aminosyren tyrosin.

Aminosyrer indeholder mindst én aminogruppe (-NH2) og mindst én syregruppe (-COOH). Disse to grupper er oftest knyttet til det samme kulstofatom, hvortil der også er bundet en sidekæde, hvis struktur er karakteristisk for den enkelte aminosyre.

Planter kan danne alle aminosyrer, som er nødvendige for dannelse af proteiner. Dyr og mennesker mangler de enzymer, der skal bruges til at danne ni af aminosyrerne. Disse må tilføres med kosten og kaldes derfor de essentielle (livsnødvendige) aminosyrer. De øvrige kan dannes i organismen ud fra glukose og fra kvælstof stammende fra andre aminosyrer.

Annonce

Voksne mennesker indtager 60-150 g protein pr. døgn, og det daglige behov for protein er 0,6 g pr. kg legemsvægt. Protein spaltes (hydrolyseres) af enzymer i fordøjelseskanalen og i tarmceller til aminosyrer, hvoraf de fleste afgives til portåresystemet, som fører blodet til leveren; andre nedbrydes i tarmcellerne, hvor der især dannes alanin, som afgives til portåreblodet. I organismen foregår en stadig omsætning mellem vævsproteiner og aminosyrer. Af de ca. 15 kg proteiner, der findes i en voksen person, mister 300-400 g pr. døgn deres funktion, og de nedbrydes til aminosyrer. Proteiner gendannes, dels fra kostens aminosyrer, dels fra de aminosyrer, der opstår ved spaltningen af vævsproteinerne.

Proteinsyntesen stimuleres af hormonerne insulin, thyroxin, de mandlige og kvindelige kønshormoner og indirekte af væksthormonet. Proteinnedbrydningen stimuleres især af kortisol. Hvis et voksent menneskes kost indeholder under 40 til 50 g protein pr. døgn, er der ikke aminosyrer nok til, at proteinsyntesen kan følge proteinnedbrydningen. Resultatet bliver, at kroppens proteinmængde falder. Dette skyldes flere ting. Der er proteintab i form af mistede hudceller, hår, sekreter m.m. på 5 til 10 g protein pr. døgn.

Forbruget af aminosyrer til dannelse af RNA, DNA, neurotransmittere, fedtstoffer m.m. andrager ca. 30 g pr. døgn. Der foregår — i betydeligt omfang hvis der går lang tid mellem måltiderne — en hormonreguleret omsætning af aminosyrer, som omdannes til glukose og urinstof. Glukosen dannes for at fungere som energikilde for centralnervesystemet, der ved normal ernæringstilstand kun kan bruge dette stof som energileverandør. To aminosyrer, lysin og leucin, kan ikke omdannes til glukose, men forbrændes i citronsyrecyklus. Urinstof er det kvælstofholdige affaldsstof fra aminosyreomsætningen, der udskilles med urinen. Hormonerne kortisol og glukagon stimulerer produktionen af glukose fra aminosyrer, mens insulin hæmmer den.

Aminosyrer leverer stort set alt kvælstof til organismens synteser; også alt svovl i organismen stammer fra tilførte aminosyrer (methionin og cystein). Disse to svovlholdige aminosyrer omsættes som de øvrige, mens svovlet oxideres til svovlsyre, der spaltes til 2 brintioner og sulfat. Dette er organismens eneste mulighed for at skaffe sulfat, idet sulfat indtaget med kosten ikke kan optages fra tarmen. En del af sulfaten indbygges i de strukturer, der udgør hovedparten af bindevævets grundsubstans, mens resten udskilles med urinen. Blandt de kvælstofholdige forbindelser, der ikke syntetiseres ud fra aminosyrer, er B-vitaminerne, dog med én undtagelse, idet 1-2% af aminosyren tryptofan i organismen kan omdannes til B-vitaminet niacin. Denne omsætning dækker dog ikke behovet for niacin.

Methionin fungerer som organismens generelle methylgruppedonor i forbindelse med syntesen af fx adrenalin, kreatin og cholin. Når methionin afleverer sin methylgruppe, omdannes den til aminosyren homocystein, der ikke kan medvirke ved proteinsyntese. Homocystein kan tilbagedannes til methionin, formidlet af vitaminet folinsyre.

Livsnødvendige aminosyrer

Livsnødvendige aminosyrer, essentielle aminosyrer, er de aminosyrer, der skal tilføres med kostens proteiner hos mennesker, fordi de enzymer, der er nødvendige for at danne dem, mangler. De omfatter fenylalanin, histidin, isoleucin, leucin, lysin, methionin, threonin, tryptofan og valin.

70-75% af behovet for fenylalanin kan dog dækkes af tyrosin, og 80-90% af behovet for methionin af cystein. Arginin er desuden livsnødvendigt hos spædbørn. Se også proteinkomplettering.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Engelbrecht, Niels Krukow: aminosyrer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37045