• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

albumin

Oprindelig forfatter NKru Seneste forfatter Redaktionen

albumin, fællesbetegnelse for en gruppe proteiner, der lettere opløses i vand end de øvrige proteiner. Ægalbumin og mælkealbumin tjener ernæringsmæssige formål for dyreunger.

Ordet albumin kommer af fransk albumine, af latin albumen 'æggehvide', af albus 'hvid'.

Plasmaalbumin, som udgør 80 % af proteinmolekylerne i blodplasma, dannes i leveren og afgives til blodet og væsken mellem cellerne (interstitialvæsken). Plasmaalbumin er et transportprotein, dvs. at nogle af de stoffer, der er tungtopløselige i blodplasmas vand (fx fedtsyrer), kan bindes til plasmaalbumin og derefter bringes rundt i kroppen via blodbanen. Pga. plasmaalbuminernes osmotiske aktivitet (se osmose) vil de trække størstedelen af det vand, som blodtrykket presser ud af kapillærerne, tilbage til blodbanen.

Albumin findes også i hvede som næringsstof til spiringen.

Annonce

En emulsion af albumin og lysfølsomme stoffer, fx sølvnitrat, blev anvendt til fotografiske negativer og kopieringspapir i sidste halvdel af 1800-tallet, se albuminemulsion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Krukow: albumin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35407