Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bence Jones-protein

Oprindelig forfatter STho Seneste forfatter Redaktionen

Bence Jones-protein, protein, der udskilles i urin ved kræftsygdommen myelomatose. Ved denne forekommer der i blodet et særligt protein (M-komponent), som dannes i de antistofproducerende hvide blodlegemer (plasmaceller). M-komponenter er som andre immunglobuliner opbygget af to lette og to tunge polypeptidkæder; Bence Jones-protein udgøres af sådanne lette kæder, der let udskilles i urinen i store mængder.

Proteinet er opkaldt efter den engelske læge Henry Bence Jones (1814-73).

Bence Jones opdagede, at det lavmolekylære protein kan påvises i urinen ved en meget enkel teknik, idet det udfældes ved opvarmning af urinen til ca. 60 °C for derefter på ny at gå i opløsning ved kogning. Siden 1960'erne er påvisningen sket ved elektroforese af urin.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sixtus Thorsen: Bence Jones-protein i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45630