Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

menneskeracer

Oprindelig forfatter HCP Seneste forfatter Redaktionen

Menneskeracer. Truganini, en af de sidste fuldblods tasmanske aboriginere, døde i Hobart 8.5.1876. Hun var født i 1812 og havde oplevet tilflytternes udryddelsesjagt på sit folk. Begravelsen skete i hemmelighed, men to år senere erhvervede det tasmanske Royal Society hendes lig til videnskabelige studier, og skelettet var udstillet offentligt 1904-47 på selskabets museum. I hundredåret for hendes død blev det kremeret, dog først efter en juridisk strid om ejerskabet, som tilfaldt den britiske krone. Fotografi fra 1876.

Menneskeracer. Truganini, en af de sidste fuldblods tasmanske aboriginere, døde i Hobart 8.5.1876. Hun var født i 1812 og havde oplevet tilflytternes udryddelsesjagt på sit folk. Begravelsen skete i hemmelighed, men to år senere erhvervede det tasmanske Royal Society hendes lig til videnskabelige studier, og skelettet var udstillet offentligt 1904-47 på selskabets museum. I hundredåret for hendes død blev det kremeret, dog først efter en juridisk strid om ejerskabet, som tilfaldt den britiske krone. Fotografi fra 1876.

menneskeracer, grupper opstillet til brug for en underopdeling af mennesker. Som for de fleste dyr har man gennem tiden forsøgt at opstille en raceklassifikation for mennesker.

Det første sådanne system ses hos Linné, mens det vel nok mest udbredte, omfattende fem racer: kaukasoider, mongoloider, negroider, australoider og indfødte amerikanere, blev udviklet af den tyske naturforsker Johann Friederich Blumenbach (1752-1840). Begge systemer er fra 1700-t.s anden halvdel, dvs. før evolutions- og populationsbiologiens opkomst, og der er således tale om typologiske og statiske (uforanderlige) systemer.

Med den indsigt, man har opnået i den moderne populationsbiologi, er det svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer. Der er snarere tale om gradvise overgange mellem forskellige populationer, et variationsmønster, som bedst kan betegnes kliner. Der er tale om en geografisk struktureret variation, både morfologisk og genetisk, som kan forklares dels med tilpasning til fx klimaforhold, dels ved tilfældig sammensætning af genetisk variation ved såkaldt genetisk drift.

Annonce

Ved analyser af genetisk variation målt på DNA ses det, at ca. 85 % af den samlede variation findes mellem individer inden for lokale befolkninger, ca. 5 % mellem befolkninger inden for de fem klassiske racer, og de sidste ca. 10 % findes mellem disse. Der er derfor tale om en langt større grad af polymorfi (variation inden for grupper) end polytypi (variation mellem grupper). At tale om racer hos mennesker kan derfor betragtes som en forsimplet tilnærmelse til menneskelig variation.

Inden for retsmedicin, og især i USA, opereres med racebegrebet i forbindelse med identifikation af dødfundne personer. At et sådant system fungerer i USA, skyldes i høj grad, at befolkningen er sammensat af fire grupper med oprindelse i fire hjørner af menneskets udbredelse i Den Gamle Verden: NØ-Asien, Europa, Vestafrika og SØ-Asien. Et tilsvarende identifikationssystem kan kun dårligt udvikles i fx Europa, da befolkningen her er sammensat af individer fra selve Europa samt nærtliggende områder i Mellemøsten, Afrika og Asien, hvilket vanskeliggør sikker identifikation af en enkelt persons geografiske tilhørsforhold.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Petersen: menneskeracer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124140