Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kraniologi

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

kraniologi, (af kranium og -logi), læren om og studiet af kraniets bygning. Ofte er der store forskelle på kranieknoglerne hos selv meget nærtstående arter, og kraniologi spiller derfor en betydende rolle for udredningen af uddøde hvirveldyrs afstamningsforhold, bl.a. menneskets forfædres, samt fx for identifikation af byttedyr i rovdyrs efterladenskaber. Også sygdomshistorier og almen ernæringstilstand lader sig studere på kranier, ligesom indvandringer af nye mennesketyper eller -grupper i visse tilfælde kan udledes fra jordfundne kranier.

Kraniologiske målinger af menneskekranier har især fra midten af 1800-t. og til 1930'erne ligget til grund for talrige mere eller mindre seriøse raceteorier, hvori især hjernekassens størrelse og bygning mentes at afspejle raceforskelle mht. intellektets udvikling; sådanne raceteorier er i dag stort set forladt af videnskaben. Om kraniets anatomi, se hoved; se også frenologi.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: kraniologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110704