• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

menneske

Oprindelig forfatter HCP Seneste forfatter Redaktionen

Menneske. Allerede for over 1 mio. år siden fandtes Homo erectus i både Afrika, Asien og Europa. Ifølge teorien om regional kontinuitet (multiregionalhypotesen) udvikledes forskellige arkaiske Homo sapiens ud fra lokale erectus-grupper, og det moderne menneskes ensartethed skyldes øget gen-udveksling. Ifølge Eva-hypotesen, som synes at hente en del støtte i genetiske sammenligninger mellem nutidens befolkningsgrupper, er det moderne menneskes forfædre opstået i Afrika for måske højst 200.000 år siden i en mindre erectus-population og senere udvandret til Asien og Europa, hvor de lokale, arkaiske mennesketyper uddøde.

Menneske. Allerede for over 1 mio. år siden fandtes Homo erectus i både Afrika, Asien og Europa. Ifølge teorien om regional kontinuitet (multiregionalhypotesen) udvikledes forskellige arkaiske Homo sapiens ud fra lokale erectus-grupper, og det moderne menneskes ensartethed skyldes øget gen-udveksling. Ifølge Eva-hypotesen, som synes at hente en del støtte i genetiske sammenligninger mellem nutidens befolkningsgrupper, er det moderne menneskes forfædre opstået i Afrika for måske højst 200.000 år siden i en mindre erectus-population og senere udvandret til Asien og Europa, hvor de lokale, arkaiske mennesketyper uddøde.

menneske, medlem af arten Homo sapiens, fx det moderne menneske, Homo sapiens sapiens; kan også omfatte medlemmer af alle de forskellige arter i slægten Homo, nulevende som uddøde, sjældnere samtlige arter på menneskets udviklingslinje siden chimpansens og menneskets fælles forfader.

Mennesket er en dyreart, der på talrige måder skiller sig ud fra de nærtstående menneskeaber; biologisk kan det moderne menneske enklest defineres som en pelsløs (nøgen) menneskeabe, der går på to ben og har en udviklet materiel kultur og et talesprog som væsentlige led i en samlet overlevelsesstrategi. Menneskelinjens forhistorie tager sin begyndelse i Afrika for tidligst 7 mio. år siden. Arten Homo erectus var den første, som for ca. 1,8 mio. år siden spredte sig til Asien og Europa, og fx koloniseringen af Amerika er i evolutionær sammenhæng sket for ganske nylig, sandsynligvis for 35.000-15.000 år siden.

For de mange aspekter vedrørende menneskelivet henvises til de enkelte artikler. Denne artikel omhandler alene menneskets evolution.

Annonce

Systematisk placering

Menneskets nærmeste nulevende slægtninge er de to chimpansearter, chimpanse og bonobo, og sammen med gorilla, orangutang og gibboner udgør disse overfamilien Hominoidea, menneskeaberne. Arterne på menneskets egen udviklingslinje inkluderes i familien Hominidae. Slægtskabsforholdene inden for de nulevende arter er primært kortlagt gennem studier af arvematerialet DNA, som bl.a. har vist, at chimpansens og menneskets DNA blot udviser en forskel på ca. 1%. Det er på grundlag af de tilgængelige fund ikke muligt nøjagtigt at fastlægge, hvornår menneskets og chimpansens udviklingslinjer spaltedes ud fra hinanden. DNA-forskellene og visse fossilfund antyder, at det skete for mellem 7 og 4,5 mio. år siden.

Sydaber og oprejst gang

De ældste kendte fossiler af arter på menneskets udviklingslinje er af Ardipithecus (Australopithecus) ramidus, fundet i Etiopien og dateret til ca. 4,4 mio. år før nu. Det er ikke endeligt afgjort, om denne art havde tobenet gang sådan som Australopithecus anamensis fra Kenya, dateret til 4,2-3,9 mio. år før nu. Også Australopithecus afarensis, der kendes fra 3,7-2,9 mio. år gamle fossiler fra Tanzania og Etiopien (bl.a. Lucy), gik på to ben.

Hos australopithecinerne ("sydaberne") ses de anatomiske tilpasninger til tobenet gang især i underekstremiteterne, dvs. bækken, knæ og fødder. Overkrop og arme viser visse anatomiske tilpasninger til klatring. En række af menneskets anatomiske og fysiologiske særkender kan muligvis forklares som følgen af tilpasning (adaptation) til livet på den afrikanske savanne. En menneskeabe, der lever under åben himmel, kan reducere solindstrålingen midt på dagen ved at gå oprejst. Ved at miste pelsen kan temperaturreguleringens to hovedfunktioner, afkøling og opvarmning, effektivt adskilles. Svedkirtlerne, som udvikles hos mennesket, sørger for afkøling om dagen, og underhudens fedtlag, som er langt mindre udviklet hos andre menneskeaber, holder på varmen om natten. Netop i tidsrummet 8-5 mio. år før nu antages der at være sket en klimaændring til det varmere og tørrere i Østafrika, således at regnskovens areal mindskedes vest for Rift Valley, mens savanne og åben skov spredtes øst for denne.

Fra Australopithecus afarensis eller en nært beslægtet art udvikledes Australopithecus africanus. Den kendes som 3,0-2,6 mio. år gamle fossiler, der tegner et billede af en større art med en tydelig reduktion af hjørnetændernes relative størrelse i forhold til fx chimpansen. A. africanus er blevet tolket på to måder: Enten er den første led i en specialisering hen mod de såkaldt robuste australopitheciner, eller også er den udgangspunkt for såvel de robuste australopitheciner som de mere spinkle arter inden for vor egen slægt, Homo.

Robuste australopitheciner

Samtidig med de yngste typer af mere spinkle (gracile) australopitheciner levede nogle stærkt afvigende og meget robuste arter. Der fandtes mindst to arter, Australopithecus aethiopicus fra Østafrika, dateret til ca. 2,5 mio. år før nu, samt Australopithecus robustus med to underarter: A.r. boisei fra Østafrika og A.r. robustus fra Sydafrika. A. robustus antages at have udviklet sig fra A. aethiopicus for ca. 2,5 mio. år siden og uddøde for ca. 1 mio. år siden. De robuste australopitheciner er så afvigende, at de af visse forskere henføres til deres egen slægt, Paranthropus.

Der er ikke fundet stenredskaber i direkte tilknytning til fossiler af robuste australopitheciner, men det kan ikke udelukkes, at de har anvendt hjælpemidler af mere forgængeligt materiale som fx træ og ben. De har efter deres tænders form, store størrelse og slidmønster at dømme været tilpasset en føde bestående af forholdsvis hårde plantedele. Da de spinkle australopitheciner og tidlige arter inden for slægten Homo havde mindre tænder med et anderledes slidmønster pegende i retning af en mere alsidig kost (omnivori, dvs. såvel planter som kød), er det sandsynligt, at de robuste australopitheciner ikke uddøde som følge af konkurrence fra slægtninge, men fra andre planteædere på savannen, fx hov- og klovdyr.

Slægten Homo

De ældste kendte stenredskaber er fundet i ca. 2,6 mio. år gamle geologiske lag og er således omtrent af samme alder som de ældste fund af vor egen slægt, Homo. De mest primitive Homo dateres til 2,4-1,6 mio. år før nu. Der er nogen usikkerhed mht. antallet af arter, da der er en forholdsvis stor morfologisk variation i fossilmaterialet, men mange forskere opererer med to arter, Homo habilis og Homo rudolfensis, begge fra Øst- og Sydafrika.

Homo erectus opstod i Østafrika for ca. 1,8 mio. år siden, men ellers kendetegnes udviklingen for 1,5-1 mio. år siden bl.a. af en gradvis reduktion i artsdiversiteten på menneskets udviklingslinje. Dels uddør de robuste australopitheciner, dels reduceres variationen inden for slægten Homo, således at der for ca. 1 mio. år siden kun var arten Homo erectus tilbage; det er dog muligt, at fundene omfatter yderligere en eller to andre nærtstående arter, Homo ergaster og Homo heidelbergensis.

Homo erectus var den første menneskeart, der forlod Afrika; fund fra Asien synes at være lige så gamle som de allertidligste afrikanske. I Kaukasus er fundet 1,6 mio. år gamle fossiler, og fra Europa er de ældste fossiler 800.000 år gamle.

Hos arterne i slægten Homo sker en gradvis forøgelse af hjernerumfanget. Homo erectus havde fx et rumfang på 900-1200 cm3 mod Australopithecus afarensis' 500-600 cm3. Samtidig skete der strukturelle ændringer og nydannelser, fx kom talecentre til. Disse kan erkendes på indre afstøbninger (eng. endocasts) af hjernekassen.

Med hjernens udvikling fulgte en øget kompleksitet i redskabskulturen, bl.a. Homo erectus' acheuléenkultur. Samme art var sandsynligvis også den første, der anvendte ild, både til at holde varmen og tilberede føde med. Måske har den hentet ild fra fx brændende træ efter lynnedslag, eller den har selv kunnet fremstille den.

Det moderne menneske

Menneskets udvikling efter Homo erectus har siden 1980'erne været genstand for intens videnskabelig debat. Striden står mellem tilhængerne af to forskellige evolutionsscenarier. Ifølge hypotesen om regional kontinuitet (multiregionalhypotesen) er det moderne menneske (i såvel anatomisk som kulturel forstand, dvs. Homo sapiens sapiens) opstået ud fra arkaiske Homo sapiens, som var direkte efterkommere af lokale grupper af Homo erectus i hver af de regioner, hvor denne art fandtes. Disse forskellige lokale udviklingslinjer er knyttet sammen til én art gennem udveksling af gener (ved migration og parring) mellem individer fra regionerne.

Ifølge den anden model, Eva-hypotesen (Out of Africa- eller udskiftningshypotesen), er arten Homo sapiens opstået isoleret i en mindre gruppe af afrikanske Homo erectus for ca. 100.000-200.000 år siden. Individer fra denne befolkningsgruppe har senere spredt sig til det øvrige Afrika og senere igen Asien og Europa, hvor de har overtaget pladsen fra de lokale Homo erectus-grupper eller disses efterkommere. Eva-hypotesen henter, ud over fra genetiske studier, bl.a. sine argumenter fra fund af skeletrester fra tidlige anatomisk moderne mennesker i Afrika (op mod 300.000 år gamle) og overgangen fra stenredskaber af mere primitiv type (mellempalæolitikum) til moderne type (yngre palæolitikum) for op mod 100.000 år siden.

I Europa er det muligt at følge en udviklingslinje fra de tidligste mennesker i denne verdensdel, fundet i Spanien og dateret til ca. 800.000 år før nu, frem til de sidste neandertalmennesker, som også er fundet på Den Iberiske Halvø, men blot er ca. 30.000 år gamle. Neandertalerne var muskuløse mennesker med en kropsbygning tilpasset et koldere klima end nutidsmennesket, og de overlevede sidste istid i Europa. Neandertalerne havde lige så store hjerner som nutidsmennesket, eller større, men kraniet var langstrakt og havde kraftige øjenbrynsbuer, og kæberne var skudt frem og uden hagespids. Deres byttedyr var bl.a. store pattedyr som uldhåret næsehorn og mammut.

I tidsrummet 40.000-30.000 år før nu skete der, tidligst i Øst- og senest i Vesteuropa, en tydelig ændring af menneskenes udseende: fra neandertalere til mennesker med en moderne anatomi. Også mht. redskabskultur var forandringen tydelig; fra neandertalernes moustérien-redskaber svarende til den afrikanske mellemste palæolitikum (med få eller ingen egentlig langbladede stenredskaber) og til anatomisk moderne menneskers aurignacien-redskaber (svarende til den afrikanske yngre palæolitikum med langbladede stenredskaber og en mangfoldighed af redskaber i ben og hjortetak). Kunstgenstande kendes først i store mængder efter neandertalernes forsvinden.

I Mellemøsten er mønstret mere kompliceret. Her fandtes anatomisk moderne mennesker for ca. 100.000 år siden, neandertalere for 70.000-50.000 år siden og så igen anatomisk moderne mennesker fra for ca. 40.000 år siden. Det er bemærkelsesværdigt, at de tidligste anatomisk moderne mennesker i dette område benyttede sig af varianter af moustérien-kulturen, altså den samme som neandertalerne. Man skal således være varsom med at afgøre, hvilken gruppe af forhistoriske mennesker der har levet i et område, ud fra deres redskaber alene. Studier af knoglerester fra jagtdyr tyder på, at neandertalerne og de anatomisk moderne mennesker ikke udnyttede områdets resurser på samme måde.

De yngste fossiler af Homo erectus stammer fra Asien. Solo-mennesket fra Java er sidst i 1990'erne foreløbig og med nogen usikkerhed dateret til så sent som 50.000 år før nu. Nye fund af stenredskaber tyder på, at Homo erectus i SØ-Asien har været i besiddelse af teknikker, der gjorde dem i stand til at sejle over ret store afstande og derved nå til afsides beliggende øer.

Menneske. Menneskets stamtræ rekonstrueret på basis af fossilfund. De allerældste former, dvs. fra udspaltningen fra chimpansens udviklingsgren og til Australopithecus/ Ardipithecus ramidus, kendes ikke. Det viste stamtræ er baseret på så mange skelet-karaktertræk som muligt, men er blot ét af mange foreslåede. Den nøjagtige udviklingslinje er ikke angivet for de former, hvis slægtskab stadig debatteres. Nederst th. kranier af hhv. en såkaldt gracil Australopithecus africanus (tv.) og en robust A. robustus robustus. Øverst to nyere medlemmer af menneskeslægten: en neandertal (tv.) og en Cro-Magnon, to forskellige underarter af Homo sapiens.

Menneske. Menneskets stamtræ rekonstrueret på basis af fossilfund. De allerældste former, dvs. fra udspaltningen fra chimpansens udviklingsgren og til Australopithecus/ Ardipithecus ramidus, kendes ikke. Det viste stamtræ er baseret på så mange skelet-karaktertræk som muligt, men er blot ét af mange foreslåede. Den nøjagtige udviklingslinje er ikke angivet for de former, hvis slægtskab stadig debatteres. Nederst th. kranier af hhv. en såkaldt gracil Australopithecus africanus (tv.) og en robust A. robustus robustus. Øverst to nyere medlemmer af menneskeslægten: en neandertal (tv.) og en Cro-Magnon, to forskellige underarter af Homo sapiens.

I Australien er de ældste stenredskaber dateret til at være ca. 60.000 år gamle. I SØ- og Østasien (primært Kina) er det generelt relativt svært at rekonstruere udviklingshistorien, da mange af dateringerne af de forhistoriske skeletfund er behæftede med stor usikkerhed. Dog kan det ud fra analyser af de tidligste anatomisk moderne skeletter fra Kina, fra grotterne ved Zhoukoudian dateret til 30.000-10.000 år før nu, konkluderes, at den ansigtsform, man normalt forbinder med asiatiske folkeslag (brede flade ansigter), ikke var særlig fremtrædende hos disse tidlige moderne asiater. Fra samme hule stammer de berømte ca. 550.000-300.000 år gamle Homo erectus-fossiler kaldet Peking-mennesket.

Stamtræets form

Et overordnet træk ved menneskets udvikling, hvorved det i øvrigt ikke adskiller sig fra andre dyregrupper, er forekomsten af mange arter på samme tid. Der er altså ikke tale om en enstrenget udvikling, hvor arterne optræder i kronologisk rækkefølge som perler på en snor, snarere om en busket eller forgrenet udviklingshistorie med en række uddøde grene på stamtræet.

Menneskets anatomi er udviklet på forskellige tider og hos forskellige arter. Således blev tobenet gang udviklet, længe før hjernen øgedes i rumfang. Derfor er det nytteløst at tale om et missing link i menneskets udvikling, hvis der dermed menes en mellemform, der på alle måder var en mellemting mellem menneskeabe og menneske.

Moderne udvikling

Fra for ca. 30.000 år siden, da det anatomisk moderne menneske blev den eneste Homo-art på Jorden, er den kulturelle udvikling fortsat med stadig øget hastighed, men også den anatomiske udvikling fortsætter. Generelt er der en tendens til øget legemshøjde og større grad af spinkelhed (dog var individer af Homo erectus i Afrika for 1,6 mio. år siden op mod 1,80 m høje).

I perioden mellem 35.000 og 15.000 år før nu indvandrede det anatomisk moderne menneske sandsynligvis for første gang til Amerika og nåede ret hurtigt sydspidsen af kontinentet. Genetiske undersøgelser tyder på, at der har været tale om tre, måske fire større indvandringsbølger over Beringsstrædet med mindre bølger ind imellem; den sidste for ca. 10.500 år siden.

Den store variation, som i dag findes blandt mennesker verden over, er resultatet af en række evolutionære mekanismer. Tilfældig genetisk drift — dvs. det fænomen, at individer, der grundlægger en ny befolkning i et allerede befolket område (fx efter en populationsmæssig flaskehals) eller i et hidtil ubefolket område (såkaldt grundlæggereffekt) ikke udgør et repræsentativt udsnit af den større befolkning, de var en del af — gør fx, at forskellene øges mellem de nye befolkningsgrupper og befolkningsgrupper andre steder i artens udbredelsesområde. Der kan også være tale om lokale tilpasningsprocesser, hvor de enkelte befolkningsgrupper har udviklet karaktertræk, som øger overlevelseschancen i deres miljø. Mørk hud beskytter således mod Solens indhold af ultraviolet stråling, og øget iltoptagelsesevne er udviklet hos mange højlandes befolkninger.

Den biologiske variation kan oftest bedst beskrives vha. kliner, over hvilke de biologiske karakterer gradvis ændres. Fx ændrer hudfarve sig gradvis fra mørk (sort) ved ækvator til lys (hvid) imod nord i den gamle verden. Forskellige karakterer ændres i forskellig grad, og klinerne for forskellige karakterer er ikke sammenfaldende. Derfor vil inddelinger af menneskeheden i racer tage sig meget forskellig ud, alt efter hvilke karakterer, inddelingen bygges på. Se også menneskeracer.

Læs også om menneskets evolution.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Petersen: menneske i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124125