Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Homo (Evolution)

Oprindelig forfatter BWes Seneste forfatter Redaktionen

Homo. Menneskets stamtræ rekonstrueret på basis af fossilfund. De allerældste former, dvs. fra udspaltningen fra chimpansens udviklingsgren og til  Australopithecus/Ardipithecus ramidus, kendes ikke. Det viste stamtræ er baseret på så mange skelet-karaktertræk som muligt, men er blot ét af mange foreslåede. Den nøjagtige udviklingslinje er ikke angivet for de former, hvis slægtskab stadig debatteres. Nederst th. kranier af hhv. en såkaldt gracil  Australopithecus africanus (tv.) og en robust  A. robustus robustus. Øverst to nyere medlemmer af menneskeslægten: en neandertal (tv.) og en Cro-Magnon, to forskellige underarter af  Homo sapiens.

Homo. Menneskets stamtræ rekonstrueret på basis af fossilfund. De allerældste former, dvs. fra udspaltningen fra chimpansens udviklingsgren og til Australopithecus/Ardipithecus ramidus, kendes ikke. Det viste stamtræ er baseret på så mange skelet-karaktertræk som muligt, men er blot ét af mange foreslåede. Den nøjagtige udviklingslinje er ikke angivet for de former, hvis slægtskab stadig debatteres. Nederst th. kranier af hhv. en såkaldt gracil Australopithecus africanus (tv.) og en robust A. robustus robustus. Øverst to nyere medlemmer af menneskeslægten: en neandertal (tv.) og en Cro-Magnon, to forskellige underarter af Homo sapiens.

De ældste fossiler henført til vores slægt er en overkæbe, løse tænder, et tindingeben og en underkæbe fra hhv. Etiopien, Kenya og Malawi. Med aldre på 2,3-2,5 mio. år, brede kæbebuer og ret kraftige kindtænder skal de nok placeres i arten Homo rudolfensis (2,4-1,8 mio. år før nu) med fladt ansigt, ikke i H. habilis (1,9-1,6 mio. år) med mere fremstående kæber og smallere, mere moderne kindtænder.

Homo opstod samtidig med hurtige økologiske svingninger og udbredelsen af mere åben savanne. Hos H. ergaster (1,9-1,4 mio. år) udvikledes et moderne kropsskelet, hvilket ses på det mest komplette fund, den 10-12-årige Turkanadreng fundet vest for Turkanasøen i Kenya. Tændernes emaljedannelse — har det vist sig — skete dog som hos menneskeaber hurtigere end hos moderne mennesker, hvilket har betydning for aldersvurderingen; de voksede hurtigere op.

Nye rester af kropsskeletter fra Swartkrans i Sydafrika tolket som H. ergaster tyder, modsat tidligere konklusioner, på, at der fandtes store forskelle mellem kønnene (hanner vejede således omkring 55 kg, hunner omkring 30 kg).

Annonce

Siden midten af 1990'erne er gjort en række bemærkelsesværdige kraniefund, ved Dmanisi i Georgien således et kvinde- og et mandekranium af H. ergaster på hhv. 650 cm3 og 800 cm3 i hjernerumfang (1,7 mio. år); desuden er fundet et mere primitivt kranium på 600 cm3 med relativt store hjørnetænder og lille øjenbrynsbue som hos H. habilis sammenmed grove Oldowan-stenredskaber. Det sidste kranium repræsenterer måske samme overgangsform som et omdiskuteret underkæbestykke udgravet nær Wushan i Kina (1,9 mio. år) i slutningen af 1980'erne (H. wushanensis). I så fald repræsenterer de en tidligere udvandring fra Afrika end H. ergaster, hvilket kan forklare fund af mulige stenredskaber fra Pakistan, Kina og Frankrig med aldre på over 2 mio. år.

Mere moderne kranier med opdelt bugtet øjenbrynsbue, lodrette sidevægge og hjerner på 800-1050 cm3 er udgravet i Eritrea, Etiopien, Italien og Spanien (0,8-1 mio. år) og tilhører muligvis H. antecessor, en fælles stamart for neandertalerne og moderne H. sapiens. Nye kranier af Java- og Pekingmennesker dukker stadig op og øger variationen i karaktertræk. I Nordkina er fundet over 3000 Oldowan-stenredskaber dateret til 1,4 mio. år. Et skelet fra Jinniushan i Nordkina (0,3 mio. år) viser en tætbygget kvinde på ca. 75 kg, der var kuldeadapteret som neandertalere, men sandsynligvis tilhørte sapiens-linjen. Fra Schöningen i Nordtyskland er fundet de ældste umiskendelige jagtredskaber i form af 2 m lange kastespyd af træ (0,4 mio. år) sammen med tusinder af hesteknogler.

Det mest omfattende fund nogensinde af fossile mennesker er fra Knoglehulen (Sima de los Huesos) i Nordspanien (0,3 mio. år). Indtil nu er udgravet skeletdele fra ca. 165 eksemplarer af en primitiv hulebjørn sammen med ca. 35 menneskeindivider, der i mange træk danner overgang til de egentlige neandertalere. Overgangsformen er blevet inkluderet i H. heidelbergensis, men denne burde nok begrænses til de tidlige europæere (0,3-0,5 mio. år) med begyndende neandertaltræk. I stedet bør overgangsformen navngives H. steinheimensis. Trækkene udviser stor variation, men kønsforskellen mht. størrelse var ikke meget anderledes end i dag. Slidstriber på ydersiden af kindtænderne skyldes sikkert hårde plantefibre i kosten, mest udpræget hos kvinder.

De senere neandertalere levede i vid udstrækning af kød fra store pattedyr på de åbne istidssletter. Mange af neandertalernes egne knogler er brækkede og brændt, med snitmærker efter stenredskaber, der må tolkes som tegn på kannibalisme. Tilsvarende spor er fundet hos moderne mennesker og flere tidligere former som H. rhodesiensis og H. antecessor. Det ældste er et 2 mio. år gammelt kranium af en spinkel, sydafrikansk australopithecin med snitmærker, måske spist af en tidlig Homo. Nye studier af neandertalanatomi og -DNA forstærker indtrykket af, at de var en selvstændig, nu uddød udviklingslinje. Dog synes et 24.500 år gammelt barneskelet fra en sapiens-kultur i Portugal at besidde visse neandertaltræk.

Genetik

En samlet syntese fra 2002 af DNA-analyser lavet på arvemateriale fra nulevende mennesker peger på to store udvandringer fra Afrika. Den første skete for omkring 0,6 mio. år siden, hvilket svarer godt til Acheulién-kulturens spredning til Europa, den seneste for omkring 100.000 år siden svarende til spredningen af moderne sapiens-former. Der er ingen evidens for udvandring i forbindelse med spredningen af Mousterién-kulturen for ca. 0,3 mio. år siden.

Til gengæld sandsynliggør DNA-syntesen forekomsten af begrænset migration (vandringer) og genflow mellem verdensdelene i over 1 mio. år. Den forkaster således Afrika-hypotesens postulat om total udskiftning af de ældre mennesketyper i Europa og Asien ved fremkomsten af moderne sapiens (se også Eva-hypotesen). En samlet vurdering af DNA og fossiler tyder stadig på, at moderne sapiens opstod via H. rhodesiensis fra mellemformen H. helmei i Afrika for knap 150.000 år siden under næstsidste istid, ligesom ved begyndelsen af Homo-slægten i en periode med hurtige miljøskift, hvor overlevelsen sikkert stillede større krav til intelligensen. I Afrika er også fundet de tidligste spor på over 70.000 år af moderne adfærd i form af fint forarbejdede benredskaber og indgraveringer i okker. Se også menneske.

Læs mere om Homo.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Westergaard: Homo (Evolution) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92732