• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Australopithecus

Oprindelig forfatter BWes Seneste forfatter Redaktionen

Australopithecus. Fossilt kranium af A. africanus fundet i 1936 i en kalkstenshule nær Sterkfontein, Sydafrika. Arten blev første gang beskrevet i 1925 af anatomen Raymond Dart, som mente, at den var en af menneskets forfædre. Dette blev længe debatteret, da man havde ventet at finde eventuelle forfædre i Europa eller Asien.

Australopithecus. Fossilt kranium af A. africanus fundet i 1936 i en kalkstenshule nær Sterkfontein, Sydafrika. Arten blev første gang beskrevet i 1925 af anatomen Raymond Dart, som mente, at den var en af menneskets forfædre. Dette blev længe debatteret, da man havde ventet at finde eventuelle forfædre i Europa eller Asien.

Australopithecus, biologisk slægtsnavn for en række uddøde arter med relativt små hjerner (ca. 400-550 cm3) på menneskets udviklingslinje.

I 1990'erne blev der fundet talrige 3,9-4,2 mio. år gamle fossiler af den ret primitive art Australopithecus anamensis nær Turkanasøen i Kenya. Samlet omfatter fundene tænder, kæber, kranie- og lemmedele fra over 50 individer. Måske skal jævnaldrende skeletrester fra Fejej, Belohdelie og Maka i Etiopien også placeres i arten anamensis. Anatomisk er der menneskeabelignende træk som lange, smalle kæber med parallelle kindtandsrækker og relativt store hjørnetænder, men samtidig tydelige tegn fra øvre del af skinnebenet på oprejst tobenet gang. Desuden ses det første skridt i retning af store, brede kindtænder med tyk emalje, der kendetegner senere australopitheciner, formentlig en tilpasning til et delvist fødeskift til hårdere plantekost fra den åbne savanne.

Ordet Australopithecus kommer af lat. australis 'sydlig' og gr. pithekos 'abe'

Den bedst kendte art er A. afarensis (3-3,6 mio. år) fra Afar-forsænkningen i Østetiopien, Laetoli i Tanzania og måske Kenya, i alt over 360 fossiler fra over 100 individer. Denne har lidt mere menneskelignende kæber, mindre hjørnetænder og større kindtænder end anamensis. Den morfologiske variation og ekstreme størrelsesforskelle mellem individerne kunne antyde, at A. afarensis i virkeligheden bestod af flere arter. Se også Lucy.

Lucy, er det berømteste hominidfossil - Australopithecus afarensis - efter Pekingmennesket. Hun er det mest komplette af de talrige fossiler, der blev fundet omkring Afar i Hadar i det nordøstlige Etiopien 1973-77, inden uroligheder umuliggjorde videre feltarbejde. Vinklen i knæleddet, hvorved underbenet placeres under kroppens midterakse, antyder, at hun har gået på næsten samme måde som nutidsmennesket.

Lucy, er det berømteste hominidfossil - Australopithecus afarensis - efter Pekingmennesket. Hun er det mest komplette af de talrige fossiler, der blev fundet omkring Afar i Hadar i det nordøstlige Etiopien 1973-77, inden uroligheder umuliggjorde videre feltarbejde. Vinklen i knæleddet, hvorved underbenet placeres under kroppens midterakse, antyder, at hun har gået på næsten samme måde som nutidsmennesket.

Af øvrige arter gøres der stadig flere fund af A. africanus i Sydafrika (2,2-3,2 mio. år), som afslører en hjerne mere lig den hos vor egen slægt, Homo, end afarensis'. Desuden indgik en del kød i kosten, men africanus benyttede ingen stenredskaber og havde samtidig et forbavsende primitivt lemmeskelet.

Annonce

I 1990'erne fandt man A. bahrelghazali, to kæbestykker, i Tchad (3,3 mio. år) og et kranium af A. garhi med primitivt fremstående overkæbe og enorme tænder i Bouri-formationen i Afar (2,5 mio. år). Fossilerne fra Tchad, 2500 km vest for den østafrikanske sprækkedal, Rift Valley, er epokegørende ved at sætte spørgsmålstegn ved den såkaldte East Side Story, som postulerer, at tidlige regnskovsformer vest for Rift Valley udviklede sig til nutidens gorillaer og chimpanser, mens et mere tørt klima i Sen Miocæn (ca. 6 mio. år før nu) eliminerede regnskoven øst for Rift Valley og her var årsag til udviklingen af menneskelinjen. East Side Story-hypotesen kom i 2001 under yderligere pres ved fundet i Tchad af et 6,5 mio. år gammelt kranium af Sahelanthropus, hvilket sætter fokus på det problem, at der næsten ingen afrikanske fossillokaliteter kendes uden for Øst- og Sydafrika.

Til A. garhi hører måske også dele af kranie-, kæbe- og lemmeskelet fra syv andre individer fra Bouri, hvis primitive arme (med lange underarme) i lighed med andre australopitheciners sikkert stadig var velegnede til at klatre i træer, fx som beskyttelse mod rovdyr om natten som hos de store menneskeaber. Til gengæld var lårbenene noget forlængede som tegn på et mere moderne bevægelsesmønster nede på jorden. Fra de samme lag er fundet brækkede knogler af store pattedyr som antiloper og (uddøde) tretåede heste med slag- og snitmærker efter stenredskaber, hvorfor kød og knoglemarv må være indgået i kosten. Ved den nærliggende lokalitet Gona er fundet verdens tidligste Oldowan-stenredskaber med en alder på 2,6 mio. år, tillavet ud fra rullesten fra et flodleje. Bouri har derimod givet meget få stenredskaber og ingen råmaterialer, men faunaen viser, at lokaliteten var en flad græsslette ved bredden af en ferskvandssø uden naturlige stenråstoffer. Redskabsbrugerne har derfor måttet planlægge fremstilling af redskaber ved råstofkilden og senere transportere dem til slagtestedet. Alt i alt kunne det tyde på, at A. garhi således er den første art på vor udviklingslinje, der fremstillede stenredskaber og dermed drog større fordel af det energirige kød og dyrefedt, en mulig forudsætning for udviklingen af en større hjerne og en reduktion af kindtænderne, som det ses hos slægten Homo.

Ligesom hos orangutang og gorilla var australopithecinernes hanner tilsyneladende ofte dobbelt så store som hunnerne. Det sår tvivl om det rimelige i at sammenligne deres adfærd og sociale struktur med de samfundsdannende, redskabsfremstillende, jagende og kødædende chimpansers, hvis kønsdimorfi kun er 20-30% svarende til moderne menneskers. Om menneskets evolution; se menneske.

Australopithecus-arterne ikke er hinandens nærmeste slægtninge, og man må derfor forvente revisioner i opfattelsen af slægten. Den ansås længe for at være den ældste på menneskets udviklingslinje, men denne status er overtaget af Sahelanthropus og desuden overgået af Orrorin og Ardipithecus; arten Ardipithecus ramidus blev i øvrigt tidligere anset for en art under Australopithecus. De robuste australopitheciner er blevet udskilt og har fået deres eget slægtsnavn, Paranthropus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Westergaard: Australopithecus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42184