Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

population

Oprindelig forfatter BONi Seneste forfatter Redaktionen

Population. Individerne i en population kan være fordelt i et område på forskellig måde. Ved jævn fordeling opretholder individerne en ensartet afstand til artsfæller. Ved tilfældig fordeling er forekomsten af individerne uafhængig af hinanden. En klumpet fordeling kan skyldes dels uensartede forhold i området, dels dyrenes adfærd, fx at de lever i grupper.

Population. Individerne i en population kan være fordelt i et område på forskellig måde. Ved jævn fordeling opretholder individerne en ensartet afstand til artsfæller. Ved tilfældig fordeling er forekomsten af individerne uafhængig af hinanden. En klumpet fordeling kan skyldes dels uensartede forhold i området, dels dyrenes adfærd, fx at de lever i grupper.

population, i økologien en gruppe individer af samme art, der i et bestemt tidsrum findes i et afgrænset område, fx gedder i en sø, natugler i en skov og græshopper på en eng. Især inden for skovbrug, vildtforvaltning og fiskeri bruges ofte betegnelsen bestand. I genetisk betydning er populationsbegrebet snævrere, nemlig en gruppe individer, der indbyrdes frit kan udveksle gener, hvorimod genudveksling med nabogrupper af samme art er lidet sandsynlig.

Populationer kan være afgrænset af naturlige barrierer, fx på en ø, i en sø eller i en isoleret skov. I praksis beror afgrænsningen dog ofte på forskernes skøn.

Ordet population kommer af latin populatio, af populus 'folk, befolkning'.

En population er en kompliceret biologisk enhed, der ligesom et individ har en størrelse, kan vokse og reagere på ydre påvirkninger. Derudover har en population en række gruppeegenskaber, der kan udtrykkes talmæssigt: tæthed (densitet), rumlig fordeling, alderssammensætning, kønsfordeling, fødselshyppighed og dødsrate. Ved populationsstørrelse forstås oftest populationstæthed, dvs. individantal pr. overflade- eller volumenenhed, fx græshopper pr. m2. Bestemmelse af populationstæthed er ofte vanskelig (se bestandsanalyse).

Annonce

Rumlig fordeling

Organismernes rumlige fordeling i naturen kan principielt følge tre mønstre: jævn (regelmæssig), tilfældig (random) eller klumpet (aggregeret). Ved jævn fordeling er individerne fordelt med regelmæssig indbyrdes afstand over et område. Dette fordelingsmønster kan opstå, når organismer konkurrerer om en begrænset resurse, fx når træer konkurrerer om lys eller vand. Hvis føde, redepladser og andre resurser var jævnt fordelt i naturen, og miljøfaktorer som temperatur og fugtighed var ens overalt, kunne organismerne fordele sig tilfældigt over et givet område. Dette er dog sjældent tilfældet; for en given art er naturen en mosaik af egnede og mindre egnede levesteder. Yderligere kan sociale bånd mellem individerne føre til gruppedannelse. Derfor er den klumpede fordeling meget udbredt i naturen.

Alderssammensætning

Den aldersmæssige fordeling (aldersstrukturen) af individerne i en population er af stor betydning for populationsvæksten, idet fødselshyppighed og dødsrate påvirkes af aldersklassefordelingen. I en hurtigt voksende population dominerer de yngre aldersklasser, i en population i tilbagegang er de ældste grupper fremtrædende. Individernes alder er ofte vanskelig at bestemme, men i stedet kan deres livsforløb opdeles i funktionsaldre: ikke-forplantningsdygtige (præreproduktive), forplantningsdygtige (reproduktive) og ældre individer, der ikke længere er forplantningsdygtige (postreproduktive).

Under optimale betingelser kan et individ af en given dyreart ofte opnå en betragtelig levealder for til sidst at dø af ælde. I naturen er det dog oftest kun få individer i en population, der når at blive gamle; de fleste bliver ofre for sygdomme, sult, rovdyr eller ulykkestilfælde, længe før de ældes. En kortlægning af organismernes sandsynlige livsløb kan afsløre, i hvilke aldersklasser dødeligheden er størst. Resultatet kan fx opstilles som overlevelseskurver, hvor man kan aflæse, hvor mange af individerne i en jævnaldrende gruppe af nyfødte eller nyklækkede der overlever i de forskellige aldersklasser. Nogle dyrearter, fx elefanter, føder få unger, som de til gengæld passer godt på. Overlevelsen i de tidlige aldersklasser er derfor høj, mens risikoen for at dø stiger med alderen. Derimod producerer mange fisk og hvirvelløse dyr, fx østers, en mængde afkom, der til gengæld må klare sig selv. Dødeligheden er derfor høj i de yngste aldersklasser, og kun få individer når den kønsmodne alder.

Kønsfordelingen

Kønsfordelingen påvirker populationsvæksten. Ved fødslen eller udklækningen er der ofte lige mange hanner og hunner, men kønsfordelingen ændrer sig i mange tilfælde i løbet af individernes udvikling. Om hanner eller hunner kommer i overtal afhænger bl.a. af art, levested og kønsspecifikke dødelighedsfaktorer. Hos aber er hannernes dødelighed under opvæksten større end hunnernes; i den reproduktive alder vil der derfor være en betydelig overvægt af hunner.

Fødselshyppighed, dødelighed og populationsstørrelse

En population vokser som følge af fødsler og indvandring af individer (immigration), mens dødsfald og udvandring (emigration) reducerer populationsvæksten. Fødselshyppigheden (reproduktionsraten, nataliteten) kan udtrykkes som antal afkom (unger, æg) pr. hun pr. tidsenhed. Nogle arter yngler kun én gang om året eller sjældnere, andre flere gange årlig. Mængden af afkom varierer; fx kan fisk producere tusinder af æg, fugle oftest 1-20 æg, mens pattedyrene sjældent får over 10 unger pr. kuld og ofte blot 1-2. Dødeligheden (dødsraten, mortaliteten) kan fx angives som antallet af dødsfald pr. 1000 individer pr. tidsenhed, men i mange tilfælde lægges vægten på de overlevende individer, og man præsenterer i stedet overlevelsesraten.

Population. En population, der har rigelig plads og føde, vil vokse hastigt og udvise en eksponentiel, J-formet vækstkurve. Vækstkurven for Jordens befolkningstal i 1800- og 1900-t. har mindet herom. Som oftest er der begrænsninger for væksten, fx begrænset føde til rådighed, og populationen kan udvise en logistisk, S-formet vækstkurve, hvor væksten aftager, når populationen nærmer sig områdets bæreevne. I bæreevnen indgår endvidere faktorer som fx egnede skjulesteder og ynglesteder. I formlerne betegner r nettovækstraten pr. individ, dvs. forskellen mellem fødsels- og dødsrate.

Population. En population, der har rigelig plads og føde, vil vokse hastigt og udvise en eksponentiel, J-formet vækstkurve. Vækstkurven for Jordens befolkningstal i 1800- og 1900-t. har mindet herom. Som oftest er der begrænsninger for væksten, fx begrænset føde til rådighed, og populationen kan udvise en logistisk, S-formet vækstkurve, hvor væksten aftager, når populationen nærmer sig områdets bæreevne. I bæreevnen indgår endvidere faktorer som fx egnede skjulesteder og ynglesteder. I formlerne betegner r nettovækstraten pr. individ, dvs. forskellen mellem fødsels- og dødsrate.

Under gunstige betingelser kan de forplantningsdygtige individer i en population producere så meget afkom, at det langt opvejer afgangen af individer, hvorfor populationen vil vokse. Nogle organismer har en enorm formeringsevne, der i løbet af kort tid kunne resultere i astronomiske individtal, hvis alle overlevede. En sådan populationsvækst vil følge en nærmest J-formet kurve; først stiger kurven svagt, men ret hurtigt bliver stigningen stejl (eksponentiel vækst). Fx har man beregnet, at et par stuefluer på blot et år (ti generationer) kan blive ophav til så mange fluer, at de ville dække et areal på 30 mio. km2 svarende til størrelsen af Afrika. I virkeligheden vil overbefolkning hurtigt sætte en stopper for den uhæmmede populationsvækst, der endog kan ændres til et brat fald. Alle arter stiller nemlig en række fundamentale økologiske krav, fx tilstrækkeligt med føde og albuerum. Stigende konkurrence om resurserne bremser populationsvæksten og udløser en regulering af populationsstørrelsen. Der er således øvre grænser for, hvor høj populationstæthed et givet område kan huse; denne maksimale populationsstørrelse kaldes områdets bæreevne.

I de fleste naturlige populationer forløber vækstkurven anderledes. Den ligner i begyndelsen den foregående, men efter den hurtigt accelererende vækstfase klinger væksten af, kurven flader ud og forløber vandret. Hele vækstkurven bliver S-formet eller sigmoid (se logistisk vækst).

Dyrearternes populationsstørrelse varierer ofte med årstiden, fx pga. variation i fødeudbuddet i årets løb eller som en tilpasning til årstidsbestemte ændringer i vejrforholdene. Som regel varierer populationstætheden også fra år til år. Specielt i populationer med logistisk vækst vil populationsstørrelsen over en årrække i almindelighed svinge omkring et stabilt niveau svarende til områdets bæreevne. Andre populationer kan med års mellemrum pludselig vokse eksponentielt og masseformeres til tætheder, der langt overstiger områdets bæreevne; resultatet bliver, at populationen bryder sammen og hastigt formindskes. Nogle arter opformeres med meget uregelmæssige mellemrum, fx sommerfuglen nonne (Lymantria monacha). Andre arters populationsstørrelse fluktuerer regelmæssigt (cyklisk); det gælder især visse arktiske dyr, bl.a. lemming, der opformeres med 3-4 års mellemrum, samt den canadiske sneskohare og dens fjende, den canadiske los, der begge kulminerer med ca. ti års mellemrum. Årsagerne til periodiciteten er ikke klarlagt, men ydre faktorer, fx klima, fødeudbud og rovdyr, og mekanismer knyttet til selve populationerne, fx adfærdsmæssige, fysiologiske og genetiske ændringer, er blevet foreslået.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boy Overgaard Nielsen: population i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144072