Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

plankton

Oprindelig forfatter CHun Seneste forfatter Redaktionen

Plankton. Kortet viser udbredelsen af planteplankton i verdenshavene. Mængden af alger er størst i områder markeret med rødt og aftager over orange, gul, grøn og blå til purpur. Den højeste produktion af planktonalger finder sted i lavvandede områder, især langs kysterne, og fx ud for Sydamerikas vestkyst, hvor næringsrigt bundvand presses op mod overfladen (upwelling). Her kan planktonalgerne årlig producere mere end 450 g kulstof pr. m2. I tropernes og subtropernes åbne oceaner er algeproduktionen lige så lav som produktionen af planter i landjordens ørkener, mindre end 50 g kulstof pr. m2.

Plankton. Kortet viser udbredelsen af planteplankton i verdenshavene. Mængden af alger er størst i områder markeret med rødt og aftager over orange, gul, grøn og blå til purpur. Den højeste produktion af planktonalger finder sted i lavvandede områder, især langs kysterne, og fx ud for Sydamerikas vestkyst, hvor næringsrigt bundvand presses op mod overfladen (upwelling). Her kan planktonalgerne årlig producere mere end 450 g kulstof pr. m2. I tropernes og subtropernes åbne oceaner er algeproduktionen lige så lav som produktionen af planter i landjordens ørkener, mindre end 50 g kulstof pr. m2.

plankton, svæv, organismer, der lever i havets, søers og floders frie vandmasser og føres mere eller mindre passivt omkring af vandstrømme. De fleste planktonorganismer er så små, at man ikke kan se dem med det blotte øje.

Ordet plankton af græsk planktos 'som driver om'.

Planteplankton

(fytoplankton) er alger, der lever i de øverste vandlag, hvor de udnytter sollyset til fotosyntese. De har klorofyl og andre stoffer, der indfanger sollysets energi, som bruges til at opbygge organisk stof. Planktonalgerne er det første led i de frie vandmassers fødekæder. De danner det organiske stof, som dyreplankton og andre heterotrofe organismer bruger til deres stofskifte og vækst. Nogle alger, fx dinoflagellaten Ceratium, ernærer sig dog ikke alene ved fotosyntese, men kan også optage organisk stof i opløst eller fast form (mixotrofi).

Blandt alger i havet dominerer især kiselalger og dinoflagellater. De findes også i ferskvand, men i næringsrige søer kan grønalger og cyanobakterier være helt dominerende. Den meget lille alge Synechococcus er kun en tusindedel mm (picoplankton), men menes at producere hovedparten af det organiske stof i havet. Nanoplankton er 2-20 gange større organismer, fx rekylalger og gulalger.

Annonce

En mundfuld havvand indeholder
2vandlopper
20mikrozooplankton
20.000flagellater
100.000alger
20.000.000bakterier
200.000.000virus

Fordelingen varierer med årstiden, men det totale antal organismer er nogenlunde konstant. Bakterier og virus indgår som en naturlig del af livet i havet og udgør ikke under normale forhold en sundhedsfare for mennesker.

Planktonalger er lidt tungere end vand og risikerer derfor at synke ned til et sted, hvor sollyset ikke kan nå. De mindste alger holdes imidlertid oppe af selv små vandbevægelser. Mange alger forbedrer deres svæveevne på forskellig vis. Nogle har lange pigge eller tynde udvækster, andre er omgivet af en geléagtig masse eller oplagrer lette olier i deres celler. Nogle blågrønalger indeholder små luftblærer, hvori trykket reguleres, således at algerne holder sig i en passende vanddybde. Hos fx kiselalger som Chaetoceros er cellerne samlet i kædeformede kolonier, der synker langsommere end en enkelt celle, og bl.a. dinoflagellater og rekylalger har flageller (svingtråde) og kan svømme.

Planktonalger er meget følsomme for ændringer i fx sollys, temperatur og mængden af næringssalte, og den ene algeart afløser den anden i årets løb. I roligt vejr i sensommeren kan blågrønalgerne (cyanobakterier) vha. deres luftblærer stige op mod overfladen og danne grønne, malinglignende tæpper, vandblomst. Anabaena og andre blågrønalger indeholder sommetider stærke gifte, der kommer ud i vandet, når de dør. Derfor advarer myndighederne søernes badegæster, når vandblomst forekommer.

Også i havet kan planktonalger under gunstige forhold udvikle masseforekomster. Det er især dinoflagellater, der kan optræde i så store mængder, at vandet farves rødbrunt (red tide). For det meste består algemassen af en enkelt art, fx Gymnodinium breve, der udskiller kraftige giftstoffer, som er årsag til dødelige forgiftninger af fisk og andre havdyr.

Dyreplankton

(zooplankton) udgøres først og fremmest af encellede flagellater og ciliater samt flercellede hjuldyr og krebsdyr. I havet er vandlopper og lyskrebs de almindeligste krebsdyr, mens det i ferskvand er dafnier og vandlopper. De opholder sig i de frie vandmasser hele livet (holoplankton). Forskellige bundlevende dyr som børsteorme og muslinger har larver, som lever i de frie vandmasser (larveplankton, meroplankton). Til plankton hører bl.a. også de geléagtige klokker af vandmand og andre gopler. Fiskeyngel har så ringe størrelse, at de må følge med vandets bevægelser og leve som plankton. På den måde fører Golfstrømmen de små glasklare ålelarver flere tusinde kilometer fra gydepladserne i Sargassohavet til Nordeuropas kystvande.

Planktonets vandringer

Store krebsdyr som vandlopper og lyskrebs kan vandre både lodret og vandret i vandet. Vandloppen Calanus kan svømme 50 m/h, og lyskrebs mere end 100 m/h. I havet omkring Antarktis kan man med ekkolod følge vandringerne af kilometerstore sværme af vandlopper, lyskrebs og småfisk. For det meste svømmer de om dagen ned i det mørke og kølige dyb, hvor de er i større sikkerhed for fjender. Om aftenen svømmer de atter op mod overfladen, hvor de fortærer planteplankton.

Store planktonalger som den ca. 0,3 mm lange dinoflagellat Ceratium hirundinella foretager også døgnvandringer. Om dagen opholder den sig nær vandoverfladen, hvor den udnytter sollyset til at lave fotosyntese. Om aftenen søger den ned i dybet, hvor der er flere næringssalte.

Planktonets fødekæder

I de øverste vandlag er planktonalger føde for algeædende dyr. Algeæderne er selv bytte for planktonets rovdyr. De mindste dyr er encellede flagellater, der ædes af mikroplankton som ciliater og hjuldyr. Blandt de største plankton-rovdyr er rovdafnien Leptodora i ferskvandssøer og vandloppen Calanus i havet. Både algeædere og rovdyr er føde for bl.a. planktivore fisk som skalle og sild. På større vanddybder udnytter dyreplanktonet de mere eller mindre døde alger, der synker ned mod bunden. Døde alge- og dyrerester er grundlaget for planktonets nedbryderfødekæder (detrituskæder). Her er bakterierne det første led.

Levende planktonalger udskiller ofte store mængder organisk stof, som i opløst form kommer ud i vandet, hvor det optages af bakterier. De er føde for flagellater, der bliver ædt af bl.a. ciliater. Denne fødekædestruktur kaldes den mikrobielle løkke (se hav (økologi)). I havet udgør bakterier ofte en stor del af biomassen i de frie vandmasser (pelagialet), hvor der er i størrelsesordenen 1 mio. bakterier pr. ml, og de er et nøgleled i omdannelsen af opløst organisk stof til partikulært materiale. Som en del af planktonet findes også virus, der dog ikke er egentlige organismer. Virus er kun brøkdele af tusindedele millimeter (ultraplankton). Virus angriber bl.a. bakterier og sprænger deres celler, så indholdet af opløst organisk stof kommer ud i vandet. Se også nekton og benthos.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Hunding: plankton i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142525