Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

marinbiologi

Oprindelige forfattere SLHa og Wolff Seneste forfatter Redaktionen

marinbiologi, havbiologi, videnskabsgren om havets organismer, deres miljø og samspillet med dette.

En kandidatuddannelse i marinbiologi findes ved Københavns Universitet, mens en kandidatuddannelse i Akvatisk Videnskab og Teknologi er forankret på DTU Aqua og drives i samarbejde med Københavns Universitet.

1. led i ordet marinbiologi kommer af marin- 'vedr. havet', af latin marinus, se marina.

Danske marinbiologiske laboratorier

De første havbiologiske kurser ved Københavns Universitet oprettedes i 1890, fik fra 1926 fast domicil i Frederikshavn og husedes fra 1969 i den tidligere Teknisk Skole (zoologi) og en nybygning fra 1970 (botanik). Det Marinbiologiske Feltlaboratorium i Frederikshavn blev nedlagt i 2004.

Annonce

Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør, en afdeling under Københavns Universitet, blev til i 1958 på initiativ af professor Gunnar Thorson, dets første leder. Udgangspunktet var en tidligere tysk torpedolagerbygning, suppleret med en separat spise- og soverumsbygning samt skibet Ophelia (28 BRT). I 1970 tilføjedes en ny laboratoriebygning med auditorium og bibliotek. Marinbiologisk Laboratorium skiftede i 2010 navn til Marinbiologisk Sektion. Der tilbydes på stedet forskellige kurser i akvatisk biologi og der forskes i bl.a. biologisk oceanografi og populationsbiologi.

Aarhus Universitet driver feltstationen Marinbiologisk Station i Rønbjerg ved Limfjorden (fra 1972), der anvendes til forskning og undervisning.

I 1997 fik Odense Universitet laboratoriefaciliteter i det nye Fjord- og Bæltcenter i Kerteminde. Efter Odense Universitets fusion med andre uddannelsesinstitutioner til Syddansk Universitet (SDU) i 1998 er der i Kerteminde oprettet et nyt Marinbiologisk Forskningscenter under SDU, der anvendes til forskning, specialeprojekter, undervisning og feltkurser.

Søminestationen ved Isefjorden øst for Holbæk (fra 1997) er et marinbiologisk feltlaboratorium under Roskilde Universitet; det er indrettet i en tidligere flådestation fra 1883.

Se også hav (havøkologi, havforskning og havforurening).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lotte Endsleff, Torben Wolff: marinbiologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122144