Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kryoøkologi

Oprindelig forfatter RMKr Seneste forfatter Redaktionen

kryoøkologi, forskningsgren, der beskæftiger sig med økosystemer i is og sne. Man skelner mellem marine økosystemer i havis og limniske/terrestriske økosystemer på sne, gletsjere og på og i indlandsis.

Ordet kryo kommer af græsk kryos 'kulde, frost'.

Isbiota i havis

Allerede i 1906 beskrev Fridtjof Nansen mikroorganismer fra havisens smeltevandsdamme og små krebsdyr (amfipoder) fra undersiden af flerårig havis. Men først i begyndelsen af 1970'erne blev man klar over, at havisen indeholder hele samfund, såkaldte isbiota, med bl.a. bakterier og isalger, som bliver spist af mikroskopiske hjuldyr og lidt større krebsdyr. Disse dyr udgør fødegrundlaget for bl.a. polartorsk, som bliver ædt af havfugle og sæler. Toprovdyrene er i Arktis polarræv og isbjørn og i Antarktis søleopard.

Flerårig havis danner et såkaldt upside-down-samfund, hvor den største koncentration af isalger findes på undersiden af havisen. I Arktis kan isalgen Melosira arctica danne op til meterlange måtter. Også inde i selve havisen kan man finde hulrum og saltvandskanaler, som indeholder mange arter af kiselalger, nøgne furealger og kraveflagellater. Mens overfladen af havisen består af næsten rent ferskvand pga. udvaskning af salte, kan der i de nederste dele af den metertykke havis være saltvandskanaler, som er hypersaline (saliniteten kan være over 35‰). I disse kanaler kan der findes en rig meiofauna (dyr af størrelse 0,03-0,5 mm) og også større krebsdyr som amfipoden Gammarus wilkitzkii. Disse dyr kan klare store variationer i saliniteten, fra 5‰ til 35‰, og desuden kan de overleve meget lave temperaturer.

Annonce

Tilknyttet flerårig havis findes også større dyr som fisk. I Antarktis er der udviklet en særegen fiskefauna, som kan klare temperaturer ned til −1,9 °C, bl.a. de såkaldte antarktiske torsk og sild (ordenen Notothenioidei). I Arktis findes polartorsken (Boreogadus saida) i sprækker i isen. Disse polare fisk er fryseundvigende (se kryobiologi) og har antifrysestoffer i blodet og i vigtige organsystemer.

Isbiota i gletsjere og indlandsis

Masseforekomst af encellede alger på gletsjeres permanente snelejer har været kendt i Alperne i århundreder. Dette sagnomspundne fænomen har fået det folkelige navn blodsne. Det er en masseforekomst af først og fremmest grønalgerne Chlamydomonas nivalis og C. sanguinea. Udforskningen af mikroorganismer tilknyttet is og sne i polare egne tog en hurtig udvikling i slutningen af 1880'erne og ind i 1900-t., da de mange polarekspeditioner satte ind. Stor har interessen været for floraen og faunaen i de kryokonithuller, som blev fundet inde på Grønlands indlandsis og på Antarktis. I det grønlandske kryokonitstøv er den dominerende organisme blågrønalgen (cyanobakterien) Calothrix parietina. Den danner lange trådformede udløbere imellem støvkornene i kryokonithullet og kan binde støvet sammen til måtter, hvori der kan være en rig fauna af encellede dyr, hjuldyr og bjørnedyr.

Allerede i 1897 blev der beskrevet bjørnedyr fra vestgrønlandske kryokonithuller, men først i 1970'erne blev det erkendt, at der findes en permanent fauna med bl.a. bjørnedyr og hjuldyr, som udelukkende er tilknyttet kryokonithuller. Større dyr som isorme (annelider) og gletsjerlopper kendes ikke fra de polare indlandsisområder, men findes i alpine områder. Der kendes en del arter af glaciale springhaler fra alpine områder. Næsten alle gletsjerlevende hvirvelløse dyr har et kraftigt rødt eller sort pigment. Dette er muligvis en beskyttelse mod den stærke UV-stråling i stor højde.

I 1992 fandt man, at der lever bakterier, encellede alger og hvirvelløse dyr dybt nede i Grønlands indlandsis. Disse organismer findes i forbindelse med smeltevandselve, som gennemhuller indlandsisen ned til grundfjeldet. Der er fundet nedskyllet kryokonitstøv med levende hjuldyr og bjørnedyr i over 100 m dybde i de såkaldte ismouliner, som er en slags underjordiske iskatedraler, der kan minde om landjordens drypstenshuler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Reinhardt M. Kristensen: kryoøkologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111670