Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

indikatorart

Oprindelige forfattere BLMa og LSki Seneste forfatter Redaktionen

Bingelurt. Almindelig bingelurt (Mercurialis perennis).

Bingelurt. Almindelig bingelurt (Mercurialis perennis).

indikatorart, art af plante, dyr eller anden organisme, der ved sin forekomst i naturen fortæller om miljøforholdene. Fx er bingelurt i bøgeskoven et tegn på, at jordbunden er alkalisk og næringsrig, mens skovstjerne viser, at bunden er sur og næringsfattig. Indikatorarter bruges i en lang række økologiske sammenhænge, da det er lettere og hurtigere at registrere forekomsten af en indikatorart end at foretage omfattende målinger af miljøets fysisk-kemiske forhold.

Et bemærkelsesværdigt eksempel på en indikatorart er lungemos-arten Marchantia alpestris. Den findes i bjergegne, hvor der er meget kobber i jordbunden. Men den er også fundet i en dansk mose, Kasted ved Århus, der engang var affaldsplads for kobberholdige rester fra en svovlsyrefabrik i Århus; mossporer er med vinden ført til mosen fra voksestederne i kobberholdige bjergegne.

Indikatorarter har fundet udbredt anvendelse inden for naturovervågning og naturbeskyttelse, hvor tilstedeværelsen af en art med særlige miljøkrav kan indikere gunstige leveforhold for mange andre arter; fx bruges visse arter i billefamilien smældere som indikatorer for gammel løvskov med stabil tilgang af dødt ved.

Visse særligt forureningsfølsomme arter af lav bruges som indikator for luftforurening. En insektart som rottehale (larve af droneflue) er forureningsindikator i vandløb (se forureningsbedømmelse).

Annonce

Indikatorbakterier er bakterier, der ikke nødvendigvis i sig selv er skadelige, men som påvist i levnedsmidler kan afsløre, om levnedsmidlet har været ukorrekt behandlet. Fx er bakterien Escherichia coli, der lever i dyrs og menneskers tarm, indikator på forurening med afføring; den bruges desuden ved vurdering af badevandskvalitet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Lauge Madsen, Leif H. Skibsted: indikatorart i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97293