Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bioturbation

Oprindelig forfatter TKioe Seneste forfatter Redaktionen

bioturbation, opblanding af sø- og havbund som følge af dyrs aktivitet. Bundlevende dyr som fx børsteorme graver i bunden, bygger beboelsesrør og æder overfladesedimentet. Derved blandes de øverste 20-30 cm af bunden, hvilket har mangfoldige virkninger på sedimentets struktur og fordelingen af opløste og partikelbundne stoffer ned gennem bundlagene.

Ordet bioturbation kommer af bio- og latin turbatio 'forvirring, uorden'.

Dyr, der æder sediment (bundædere), er den vigtigste årsag til bioturbation. Organisk materiale, fx alger og dyr, tilføres havbunden som en regn af partikler fra de belyste overfladelag, hvor produktionen af alger finder sted. Disse organiske partikler blandes med uorganiske ler-, silt- og sandpartikler på havbunden. En lang række dyr, især muslinger, børsteorme og krebsdyr, lever af det sedimentblandede organiske materiale i bunden. Sedimentets næringsværdi er begrænset, fordi det overvejende består af uorganiske partikler og som regel har et indhold af organisk stof på kun få procent. Sedimentædende dyr må derfor æde meget store mængder sediment for at få føde nok. Resultatet er, at bundsedimentets øverste lag konstant gennemarbejdes af disse dyr. Der er flest bundædere i bundlag med meget organisk stof.

Udvekslingen af opløste stoffer, fx ilt, ammonium, nitrat og fosfat, mellem bunden og det overliggende vand ændres markant ved bioturbation. En række dyr pumper iltholdigt åndingsvand ned i deres rør og gange. Ilten trænger derved lettere ned i sedimentet, og det påvirker både kemiske og biologiske processer. Fx stimuleres den mikrobielle aktivitet i bunden, og afgivelsen af nitrat og ammonium fra sedimentet kan øges. Udvekslingen af fosfor kan ændres. Under iltfri forhold afgives fosfor fra havbunden, men det vil ved tilstedeværelse af ilt kunne bindes i tungtopløselige forbindelser i sedimentet, og afgivelsen mindskes. Bioturbation er også af stor betydning for fordeling og omsætning af mange andre stoffer, fx silikat, metalioner (mangan, jern) og spormetaller.

Annonce

Fordelingen af bundmaterialet ændres af bioturbation. Sandormen sidder i et U-formet rør i havbunden; den æder sediment fra den ene side og afleverer delvist fordøjet sediment i den anden. Herved dannes en lille fordybning hhv. forhøjning i havbunden ved hver sin ende af røret, som lokalt ændrer strømhastigheden over bunden. Dette medfører, at der drives en vandstrøm gennem røret, hvilket forsyner både orm og sediment med ilt.

Overfladesedimentets pakning og stabilitet ændres ved den konstante mekaniske blanding og dyrenes omdannelse af små partikler til større ekskrementer, hvilket kan bevirke en øget porøsitet og større vandindhold i sedimentet. Det letter stofudvekslingen med vandet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Kiørboe: bioturbation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47468