Chile er det førende vinland i Sydamerika, hvad angår kvalitet. Der fremstilles årligt mere end 500 mio. flasker fra et vinareal på 65.000 ha. Vinavlen blev grundlagt i 1550'erne af spanske munke, der plantede den røde såkaldte "missionsdrue". Under navnet pais optager den halvdelen af vinarealet.

Chilenske vine har med stor succes overtaget en del af de traditionelle, europæiske vinlandes markedsandel i Danmark og havde i 2004 den næststørste registrerede andel i volumen (17%) efter Frankrig. Lave omkostninger og stabile klimatiske forhold sikrer en konstant kvalitet til relativt lave priser.

Chiles vinindustri blev moderniseret i 1850'erne, da franske druesorter blev indført, og vingårde blev etableret med hjælp fra franske eksperter. Fra 1980 er der igen sket store moderniseringer, og de bedste vine laves i fransk stil til eksport. Som det eneste vinland i verden har Chile aldrig været plaget af vinlusen, og vinene laves på druer fra originale, upodede vinstokke.

I Chiles nordligste vinregioner, Atacama og Coquimbo, avles især spisedruer, der bl.a. destilleres til den farveløse brandy pisco. Landets varmeste vinregion, Aconcagua, producerer gode rødvine, mens der i det nye, køligere underdistrikt ved Stillehavet, Casablanca, avles gode hvidvine af chardonnay. Omkring Santiago ligger Maipo, der er landets mest kendte distrikt, da mange store vinhuse har sæde her. I Rapel laves mest rødvine, og store vinhuse som Santa Rita og Undurraga har investeret i området. Sydligst ligger de to største vinregioner, Maule og Bío-Bío, der især er tilplantet med pais, som giver jævne dagligvine.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig