Pub, (fork. af eng. public house 'værtshus, kro', egl. 'offentligt hus'), britisk værtshustype, fortrinsvis med udskænkning af øl. De fleste pubber serverer dog også vin og spiritus, ligesom man mange steder kan få serveret et simpelt måltid. I Storbritannien er det i løbet af 1900-t. blevet almindeligt, at pubber ejes af de store bryggerier; disse pubber kaldes tied houses. De første pubber i Danmark åbnede i begyndelsen af 1960'erne.