Karl Josef Napoleon Balling (1805-1868)
Karl Josef Napoleon Balling (1805-1868)

Balling er en enhed i ølbrygning, der udtrykker procent ekstrakt i ølurt eller øl. Balling angives som vægtprocent (%B), dvs. gram ekstrakt per 100 gram ølurt eller øl. Enheden blev defineret i 1843 af den østrigske kemiker og professor ved universitetet i Prag Karl Josef Napoleon Balling (1805-1868).

Balling måles direkte ved 17,5°C enten med et sakkarimeter (hydrometer) eller et refraktometer eller ved at måle vægtfylden og slå Balling op i en sukkertabel.

Ølurtens styrke i Balling og senere Plato var tidligere brugt som beskatningsgrundlag for øl i Danmark.

Undertiden ses også %B angivet som °B.

Karl Josef Napoleon Balling (1805-1868) udviklede også Ballings formel, hvorved man kan udregne urtens indbrygningsprocent ud fra øllets alkoholindhold (i vægtprocent) og restekstrakt. Dette muliggjorde, at man kunne tjekke det korrekte beskatningsgrundlag.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig