Albani Bryggerierne, bryggerikoncern i Odense, opstået ved sammenlægning af en række mindre bryggerier. Albani blev grundlagt som bryggeri for bajersk øl i 1859 med Theodor Schiøtz som teknisk leder. Hvidtøl indgik i produktionen i 1905 efter opkøbet af Odensevirksomheden Slotsbryggeriet, og fra 1914 desuden mineralvand. I 1934 ophørte den stærke lokale konkurrence ved fusionen med Bryggeriet Odense (grdl. 1874). Efter en gennemgribende modernisering fra 1960'erne og frem er Albani et af de betydeligste bryggerier i Danmark. De indlemmede fynske bryggerier: Sydfyn, Svendborg Bryghus og Carlsminde blev alle nedlagt i årene 1958-93.

I koncernen, der i 1992 havde ca. 450 ansatte og en omsætning på ca. 840 mio. kr., indgik også andre typer virksomheder, fx A/S Slots-Flødeis og Eventyris. I 1994 købte Albani Bryggerierne tillige virksomheden Premier Is. I 1997 overtog Albani Maribo Bryghus, hvortil produktionen af lavprisøl blev henlagt, og der blev truffet aftale om licensproduktion i Sverige.

I 2000 opkøbte Royal Unibrew (tidl. Bryggerigruppen) aktiemajoriteten i Albani, og i 2002 skete en egentlig fusion mellem disse. Gruppens betydelige produktion af alkoholfri maltprodukter til oversøisk eksport er blevet koncentreret i Odense. Blandt de kendte mærker, der i dag brygges på Albani, kan nævnes Royal, Odense Pilsner, Classic og den stærke Giraf Beer.

I 1956 oprettedes Albani-Fonden til støtte af bl.a. sport, uddannelse og kunst, fx er Niels Guttormsens vandspiralskulptur i Odense skænket til byen i 1984 i anledning af 125-årsjubilæet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig