Peter Heering, 1792-1875, dansk købmand og reder; producent af Danmarks mest kendte, internationale drik, kirsebærlikøren Peter Heering, også kaldet Cherry Heering. Heering grundlagde i 1818 et handelshus og i 1833 et rederi, via hvilke likøren, som har været produceret siden 1818, blev bragt verden rundt med skibskaptajner, først som gave, senere som eksportartikel. Den lagrer i tre år og holder 25% alkohol. Huset Peter Heering producerer også andre likører, bl.a. Kahlua, og er i dag under Danisco-koncernen.