Rheingau, tysk vinområde med mange af landets bedste vinmarker. Fra Mainz strækker vinmarkerne sig på sydvendte skråninger ved Rhinens højre bred til Lorch. Fra et vinareal på 3200 ha fremstilles ca. 30 mio. flasker vin om året (1998). Den fine drue riesling giver elegante hvide vine med harmonisk fylde og udgør 80% af produktionen. 10% er rødvin, især på druen spätburgunder, pinot noir, som Aßmannshausen er berømt for. I alt er der ca. 2300 vinavlere, men kun 400 fremstiller og sælger selv deres vin. De mest kendte slotte er Johannisberg og Vollrads.