Barsac, kommune i Bordeauxområdet i det sydvestlige Frankrig, kendt for sine ædelsøde vine. Vinarealet på ca. 560 ha giver årligt knap to mio. flasker Barsac, der er en gylden vin; koncentreret, sød og aromatisk. Vinene er holdbare og dyre og drikkes især som dessertvin. De laves af druerne sémillon, sauvignon og muscadelle, angrebet af 'ædel råddenskab' (pourriture noble).

De to slotte, Climens og Coutet, blev i 1855 klassificeret som 1. cru og fem andre slotte (siden opdelt til otte) som 2. cru. Barsac har selvstændig appellation d'origine contrôlée, men kan også sælges som Sauternes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig