Fødevarekontrol, kontrol, der foretages af offentlige myndigheder for at undersøge, om fødevarereglerne overholdes, for derigennem at sikre befolkningens forsyning med sunde og uforfalskede fødevarer. Fødevarekontrollen i Danmark udføres af Fødevarestyrelsen i medfør af Fødevareloven og en række fælles europæiske bestemmelser, der bl.a. skal bidrage til at sikre fri samhandel med fødevarer i det indre marked i EU.

Historie

Fra oldtiden er kendt visse former for kontrol, der ikke sjældent indgik i religiøse forskrifter. I Danmark har man kendt fødevarekontrol i ca. 400 år. Lavsbestemmelserne fra 1600-t. for slagtere, bagere, møllere mfl. indeholdt regler, der forpligtede håndværksmestrene til at levere friske og ufordærvede fødevarer. I 1696 blev det pålagt politiet i København at kontrollere, om brødet var bagt af godt og sundt korn, og at det var godt tilberedt og havde den rigtige vægt. I en forordning fra 1701 om politiets arbejde var angivet, at politiet skulle påse, at der ikke forhandledes fordærvede spise- og drikkevarer, som kunne forårsage sygdom. I en instruks fra 1818 for distriktslægerne i Danmark anførtes bl.a., at lægerne skulle sikre, at der ikke blev solgt skadelige fødevarer eller fordærvede kornvarer. I 1836 blev der fastlagt regler om brug af farvestoffer i kager mv.

Fødevarekontrollen udviklede sig igennem 1900-t. primært med det formål at sikre grundlaget for den store danske eksport af animalske fødevarer. Med gennemførelse af Levnedsmiddelloven i 1973 varetager kommunerne primært kontrollen med fødevarer til hjemmemarkedet, og staten varetager under forskellige ministerier fødevarekontrollen med animalske fødevarer, som eksporteres. I 1996 oprettedes Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. I dette ministerium samledes al fødevarekontrol i Danmark. I 2004 overførtes fødevarekontrollen herfra til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Fødevaredirektoratet ændrede samtidig navn til Fødevarestyrelsen. Ved nedlæggelsen af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender i 2007 overførtes Fødevarestyrelsen til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der herefter igen havde ansvaret for al fødevarekontrol.

Fødevarelov

I 1998 vedtog Folketinget en ny fødevarelov, som indeholdt både det organisatoriske og det faglige grundlag for fødevarekontrollen. Lovens formål er at sikre forbrugerne sunde fødevarer af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning i forbindelse med markedsføring af fødevarer m.m., at fremme sunde kostvaner og derigennem medvirke til at sikre fødevareproducenter og -handlende rimelige og ensartede vilkår og at fremme dansk eksport af fødevarer. Fødevareloven omfatter alle spisevarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til at fortæres af mennesker. Loven omfatter regler om fødevaresikkerhed og -sammensætning, markedsføring og mærkning af fødevarer, primærproduktion af fødevarer, indretning og drift af fødevarevirksomheder, regler for og oplysning om kost og ernæring, særlige krav til myndigheder og fødevarekontrollen og sikrer endelig grundlaget for oplysning om fødevarekontrollens resultater. Fødevarelovens vigtigste bestemmelse står i § 7, hvoraf det fremgår, at fødevarer ikke må sælges, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne fremkalde sygdom eller kunne medføre forgiftning.

I Fødevareloven er som et grundlæggende princip fastsat, at det er producenter og forhandlere af fødevarer, som har ansvaret for, at fødevarerne er i orden. Producenter og forhandlere skal kunne dokumentere dette over for kontrolmyndigheden. Dokumentationen føres vha. et egenkontrolsystem, der er virksomhedens nedskrevne procedurer, som på en struktureret måde sikrer tilvejebringelsen af den fornødne dokumentation.

Kontrolsystemet og den praktiske fødevarekontrol

Kontrollen med alle typer fødevarer samledes i 1998 i statsligt regi i Fødevaredirektoratet med hovedkontor i Gladsaxe. Den regionale fødevarekontrol samledes i 2000 i 11 fødevareregioner placeret rundt i Danmark. De 11 fødevareregioner reduceredes i 2006 til tre. Når en fødevarevirksomhed er startet, kommer fødevareregionen på tilsyn for at kontrollere, om fødevarereglerne er overholdt. Virksomheden har ansvaret for den daglige drift. Tilsynet bliver foretaget af fødevareregionens tilsynsførende, som er levnedsmiddelteknikere, dyrlæger, bromatologer, ingeniører, ernærings- og husholdningsøkonomer eller håndværkere inden for fødevarebranchen og laboranter. Typisk er tilsynene uanmeldte. Hele produktionen eller virksomheden kan blive undersøgt, og virksomhedens egenkontrol kontrolleres. Ejeren eller en anden ansvarlig for virksomheden skal kunne udlevere oplysninger, herunder økonomiske, som har betydning for kontrollen. Den tilsynsførende kan udtage prøver fra virksomheden til analyse. Prøverne kan blive analyseret for bakterier, tilsætningsstoffer, forureninger eller ingredienser. Når tilsynet er afsluttet, får virksomheden en kontrolrapport. Bliver det konstateret, at virksomheden ikke overholder reglerne, griber fødevareregionen ind. Fødevareregionen kan vælge at indskærpe regler, give påbud eller forbud, give bøder eller melde virksomheden til politiet for at opnå, at reglerne bliver overholdt. Virksomheden kan altid klage over et påbud eller forbud.

Fødevarekontrollen på slagterierne gennemføres af Fødevarestyrelsens personale, som er på virksomheden i hele dennes åbningstid. Der foretages kontrol af det levende dyr, af slagtekroppen og af produkterne, ligesom hygiejnen på virksomheden kontrolleres. Kontrolresultaterne offentliggøres. For virksomheder, som detailforhandler fødevarer, sker denne offentliggørelse både i selve forretningen og på internettet. For virksomheder, som kun producerer til engrosforhandling, offentliggøres kontrolresultaterne kun på internettet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig