Anprisning er fremhævelsen af de fortræffeligheder, et produkt besidder, og gennem hvilke det adskiller sig fra andre lignende produkter. Anprisninger benyttes især for fødevarer.

Ved anprisning af fødevarer forstås ethvert budskab eller fremstilling, som ikke er obligatorisk og som angiver, indikerer eller antyder, at fødevaren har særlige egenskaber som ”hjemmelavet”, ”luksus”, ”rig på protein” og lignende.

Anprisninger må ikke være vildledende og derudover er der særlige regler for ernærings-og sundhedsanprisninger. Disse regler er harmoniserede i EU og har været gældende siden 2006.

Ernæringsanprisninger er enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlige gavnlige ernæringsmæssige egenskaber enten på grund af et indhold eller et fravær af indhold af næringsstoffer eller andre stoffer, eksempelvis ”sukkerfri” eller ”lavt indhold af fedt”.

Sundhedsanprisninger er enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder en sammenhæng mellem en fødevare og menneskers sundhed, eksempelvis ”Vitamin C bidrager til immunsystemets normale funktion”.

Hvor ernæringsanprisninger siger noget om en fødevares indhold, siger sundhedsanprisninger noget om den effekt, som en fødevare eller en fødevarebestanddel har på den menneskelige organisme, herunder både vækst, udvikling, fysiske, psykiske og adfærdsmæssige funktioner og helbredsmæssigt velvære.

Kun godkendte ernærings- og sundhedsanprisninger må anvendes for fødevarer, og disse skal være videnskabeligt dokumenteret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig