Valdemar Stein, uddannet farmaceut senere titulær professor, blev eneejer af laboratoriet i 1865. Foto: E. Hohlenberg.

.

Steins Laboratorium er et privat dansk laboratorium, der udfører analyser af foder- og gødningsstoffer samt fødevareanalyser. Steins Laboratorium udfører kvalitetsanalyser af fødevarer og bestemmelse af indhold af værdistof i mælk til brug for fastsættelse af priser ved mejeriernes afregning til den enkelte mælkeproducent. Siden 2006 har det under navnet Eurofins Steins Laboratorium A/S indgået i den internationale laboratoriegruppe Eurofins, der har hovedkvarter i Frankrig.

Det oprindelige V. Steins Analytisk-kemiske Laboratorium fra 1867 blev oprettet i 1857 under navnet Groth og Ørsteds Laboratorium af polyteknisk kandidat S. Groth og farmaceutisk kandidat A.N. Ørsted, søn af H.C. Ørsted. Den senere titulære professor Valdemar Stein (1836-1905), der også var uddannet farmaceut, blev tilknyttet som assistent i 1859 for at blive eneejer i 1865. Laboratoriet fik overdraget officielle analyser for stat og kommuner, bl.a. cementundersøgelser fra 1878 samt kontrol med smør og margarine ifølge Margarineloven af 1888 og alle statens undersøgelser af fødevarer efter lov fra 1891. Denne halvofficielle status gav påtegningen "Kontrolleret af Steins Laboratorium" høj status som kvalitetssikring, også efter at den kommunale og statslige fødevarekontrol var blevet oprettet.

Mejeribrugets Centralaboratorievirksomhed ejet af Mejeriforeningen købte i 1989 Steins Laboratorium og samlede laboratoriefunktionerne i Holstebro.

Laboratoriet blev i 2000 sammensluttet med Kvægbrugets Laboratorium og videreført som Steins Laboratorium for i 2001, inspireret af dannelsen af det dansk-svenske Arla Foods, at fusionere med Mjölkbedömnings Service Aktiebolag, der ejedes af Svensk Mjölk, og som netop havde opkøbt Svenska Mejerilaboratoriet i Lund. Steins Laboratorium blev ledende inden for fødevareanalyser fra "jord-til-bord" og havde efter køb af Hygiejnelaboratoriet i Tønder i 2002 og etablering af en afdeling i Polen i 2003 over 400 ansatte. Da Lurmærket som kvalitetsbetegnelse af smør i 1991 overgik til erhvervet fra Statskontrollen for Mejeriprodukter og Æg placerede branchen den ugentlige kontrol af Lurmærket smør hos Steins Laboratorium.

I 2005 overtog Steins Laboratorium Dansk Erhvervs Gartnerforenings Laboratorier og i 2006 Dansk Kvægs laboratorier. Mejeriforeningen og Svensk Mjölk solgte i 2006 Steins Laboratorium til Eurofins, en internationalt førende laboratoriegruppe. Laboratoriet i Danmark hed herefter Eurofins Steins Laboratorium A/S.

Eurofins Steins Laboratorium har i dag afdelinger for en række specifikke analyseopgaver i Danmark. I Vejen udfører Eurofins Steins Laboratorium således analyser af mælk, mejeriprodukter og andre fødevarer, og denne afdeling er Danmarks største laboratorium for fødevareanalyser.

Eurofins blev etableret i slutningen af 1990'erne og har hovedkvarter i Frankrig og afdelinger i 36 lande med i alt over 35.000 ansatte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig